Plejehjem åbner dørene for hele lokalsamfundet med musik og hygge

Benediktehjemmet inviterer torsdag den 20. august hele lokalsamfundet til sommerfest med musik, banko, havespil og aktiviteter for både børn og voksne. 

Benediktehjemmet i Fredensborg inviterer lokalsamfundet indenfor til sommerfest den 20. august.

Benediktehjemmet i Fredensborg inviterer lokalsamfundet indenfor til sommerfest den 20. august.

Foto: Martin Warming

Der er både is, popcorn, banko, kroket og levende musik, når Benediktehjemmet torsdag den 20. august inviterer til sommerfest.

Det særlige er, at festen ikke kun er for beboere og pårørende. Alle er velkomne - hvad enten man er nabo, børnefamilie, en skoleklasse, medlem af en lokal forening eller bare har lyst til at kigge forbi.

Dermed bliver sommerfesten også et eksempel på den retning, Benediktehjemmet ønsker at bevæge sig i.

Vision om et åbent plejehjem

Da Mayianne Evely Saphina Bech for nylig tiltrådte som aktivitets- og frivilligkoordinator på Benediktehjemmet, fortalte hun i et interview med Frederiksborg Amts Avis, at hun ønsker et plejehjem, som er en naturlig del af lokalsamfundet.

Hun pegede blandt andet på, at skoleklasser, børnehaver, naboer, foreninger og musikere i højere grad skal være en del af livet på plejehjemmet, så der skabes flere møder mellem generationerne.

- Plejehjem skal ikke bare være et sted, hvor vi parkerer mennesker. De skal være en naturlig del af lokalsamfundet, sagde Mayianne Evely Saphina Bech dengang til Frederiksborg Amts Avis.

Sommerfesten er et skridt i den retning, hvor Benediktehjemmet altså åbner dørene og inviterer lokalsamfundet indenfor.

Mayianne Evely Saphina Bech, der er ny aktivitets- og frivilligkoordinator på Benediktehjemmet, har en vision om, at det lokale pleje- og aktivitscenter skal være en naturlig del af lokalsamfundet, hvor skoleklasser og naboer kommer på besøg.
Mayianne Evely Saphina Bech, der er ny aktivitets- og frivilligkoordinator på Benediktehjemmet, har en vision om, at det lokale pleje- og aktivitscenter skal være en naturlig del af lokalsamfundet, hvor skoleklasser og naboer kommer på besøg. Foto: Martin Warming

Aktiviteter for hele familien

Programmet begynder klokken 15, hvor både børn og voksne kan forsyne sig med is og popcorn, spille banko eller prøve kræfter med ringspil, kroket og petanque på plænerne.

De yngste kan desuden tegne med kridt på fliserne, mens haven bliver pyntet op med blomster og sommerdekorationer.

Grand prix-vinder sørger for musikken

Klokken 17 går Gry Meilstrup Johansen på scenen.

Hun vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1983 med Kloden drejer og vil synge både Grand Prix-hits og gamle danske sommersange, inden arrangementet slutter klokken 18.

Der er fri entré, ingen tilmelding og plads til alle, der har lyst til at være med til en hyggelig sensommereftermiddag på det lokale pleje- og aktivitetscenter i Fredensborg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...