Fra mandag den 17. august bliver adgangen til tunnelen fra vestsiden af Nivå Station helt spærret.
Afspærringen skyldes, at arbejdet med den nye stationsforplads til den kommende bymidte i Nivå går ind i en ny fase.
Det oplyser Fredensborg Kommune på sin hjemmeside.
Det betyder, at fodgængere og cyklister ikke længere kan benytte tunnelen fra vestsiden af stationen - altså den side, der vender mod Niverødvej. Skal man under jernbanen til fods eller på cykel, skal man i stedet benytte viadukten syd for stationen.
Omvejen er på cirka 280 meter.
Man vil stadig kunne komme ned i tunnelen og op på perronerne - men altså ikke videre ud på Niverødvej - fra nedgangen på selve Nivå Station.

Kommunen forventer, at afspærringen varer frem til november, hvorefter adgangen til tunnelen fra vestsiden bliver genåbnet.
Den nye stationsforplads er en del af udviklingen af den kommende bymidte i Nivå. Fredensborg Kommune beklager de gener, som afspærringen kan medføre for de mange pendlere, fodgængere og cyklister, der dagligt benytter stationen.
