Det tørre vejr og den halvkraftige vind var årsag til, at en markbrand ved Viemose på Sydsjælland bredte sig meget hurtigt søndag eftermiddag.
- Det er en mark på 18 hektar, hvor omkring ni hektar er brændt af, siger Knud-Erik Døssing, indsatsleder fra Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, der også selv måtte hjælpe til ved branden.
- Jeg måtte også trække et par slanger. Det skulle gå lidt halvstærkt, siger han.
Branden var ved at brede sig væk fra marken.
- Den buldrede direkte ned mod tre huse, siger Knud-Erik Døssing, der fortæller, at de måtte ind i en have, da ilden havde fået fat i naturhegnet ind til grunden.
- Der var et stykke op til huset stadigvæk, men det var for at husene ikke tog skade, siger han og forklarer, at de har været to biler fra Vordingborg og to fra Stege:
- Vi har været to sprøjter og to tankvogne, og så havde vi et par små biler med for at få det sidste mandskab med derud.
De var i alt 13 personer på stedet.
- Vi har været to holdledere og ti brandmænd derude - plus mig, siger Knud-Erik Døssing.
De har brugt 8.000 liter vand.
- Det er billigt sluppet. Vi har 8.000 liter med på hver tankvogn, siger indsatslederen.
Branden opstod ved en gnist fra en mejetærsker. Og når det er så tørt, så får ilden hurtigt fat.
- Og så tager vinden fat i det. Det er derfor, den render så hurtigt, som den gør, siger Knud-Erik Døssing.