Dansk speedwayvinder nyder reserverolle med mindre pres

Anders Thomsen er blandt deltager ved lørdagens grandprix i Lodz. (Arkivfoto).

Anders Thomsen er blandt deltager ved lørdagens grandprix i Lodz. (Arkivfoto).

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Den danske speedwaykører Anders Thomsen leverede en stor præstation i den seneste VM-afdeling, da han strøg til tops på podiet i svenske Målilla.

Thomsen er ellers blot reserve i VM-serien, men han har grebet chancen og udnyttet, at rollen fjerner noget pres.

- Man kommer ind til et Grand Prix som reserve uden så meget pres på. Fordi der er ikke noget, du skal, men du kan, siger Anders Thomsen til Eurosport inden lørdagens VM-afdeling i polske Lodz.

Thomsen var ikke en del af VM-premieren i Tyskland, men har kørt de seneste fem afdelinger som reserve, og lørdagens løb i Lodz bliver altså hans sjette deltagelse i træk.

Han har scoret så mange point, at han ligger på en samlet tiendeplads i VM-serien, og der er ikke langt til top-7, der sikrer en fast plads i serien i 2027.

Thomsen har 50 point, mens kørerne fra nummer fem til syv alle har 55.

- Nu ser det ud til, at jeg kører hele sæsonen, og jeg er fem point fra at gå i top-6 og videre til næste års runde. Jeg har jo også misset et Grand Prix, så hvis vi fortsætter stimen, så kan det være, at vi er med til næste år, siger Thomsen.

Michael Jepsen Jensen ligger samlet nummer fire med 66 point efter seks ud af ti afdelinger, mens Leon Madsen er blandt kørerne med 55 point. Alle tre danskere stiller til start i Lodz.

Polske Bartosz Zmarzlik topper VM-stillingen med 98 point foran australske Brady Kurtz med 93.

Lørdagens afdeling begynder klokken 19.00.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...