Det italienske kontinentalhold Swatt Club har fået stjålet seks cykler under sin deltagelse i PostNord Danmark Rundt.
Det oplyser holdet på Instagram.
De seks cykler af mærket Giant Propel SL er blevet stjålet fra holdets varevogn i nærheden af Odense, hvor holdet overnattede frem mod lørdagens fjerde etape, der begynder på Langeland.
I opslaget opfordrer holdet folk til at holde øje med, om nogen forsøger at sælge cyklerne.
Danskerne Kasper Andersen, Mads Andersen og Matias Malmberg er en del af det italienske hold i Danmark Rundt.
RITZAU