Ryttere kalder opblusset dopingsnak ærgerlig - men vigtig

Casper Pedersen, her ved indskrivningen under PostNord Danmark Rundt, stoler på antidopingmyndighedernes arbejde. Ellers ville han føle sig slået på forhånd, hver gang han kører løb.

Casper Pedersen, her ved indskrivningen under PostNord Danmark Rundt, stoler på antidopingmyndighedernes arbejde. Ellers ville han føle sig slået på forhånd, hver gang han kører løb.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ekstraordinære præstationer har i cykelsportens fortid i mange tilfælde vist sig at være skabt med hjælp af ulovlige præparater. Og selv om nutidens ryttere ikke har forbindelse til den tid, får enestående præstationer stadig alarmklokker til at ringe i folkedybet.

Mistanken og debatten popper op fra tid til anden, og da det slovenske fænomen Tadej Pogacar i sidste uge vandt Tour de France i overlegen stil, kom mistroen op til overfladen hos mange.

Pogacar er ikke med ved denne uges PostNord Danmark Rundt, men i feltet, hvor mange ofte kører mod sloveneren, har man noteret sig, at fortidens skygger åbenbart ikke er drevet væk.

Og det er ikke kun en dårlig ting, mener Casper Pedersen, som til daglig kører for Quick-Step, men i årets Danmark Rundt kører for det danske landshold, da Quick-Step ikke deltager i løbet.

- Selvfølgelig er det ærgerligt, at der er meget fokus på det, men det er også vigtigt, at man sørger for at stille spørgsmål, hvis noget er mistænkeligt. Omvendt bliver der også nogle gange sat spørgsmålstegn uden konkret grund, siger han, uden at noget af det er rettet mod Pogacar.

- Det er en svær balance, men det er vigtigt, at for eksempel pressen, som den også gør med andre brancher, holder øje med tingene, så det ikke går galt som i fortiden.

Ifølge Casper Pedersen har den opblussede debat i medierne og befolkningerne ikke givet anledning til mistro eller fortvivlelse internt på holdene. Eller øget debat.

Det samme siger Johan Price-Pejtersen, som kører for Alpecin. Han mener også, at meget af mistanken opstår, fordi menigmand ikke helt kan sætte sig ind i, hvor enorm udviklingen i cykelsporten har været de seneste 10-15 år.

Det gælder både kost, træning og i særdeleshed cyklerne.

- Der er fandeme mange ting, som har gjort, at vi kører så meget stærkere i dag. Det var faktisk mere vildt, hvordan de kunne køre så stærkt i fortiden, siger han.

- Når man selv er inde i sporten, så giver den del meget god mening. Men det er en debat, som altid vil komme. Den er konstant.

30-årige Casper Pedersen kører sin ottende sæson i træk på cykelsportens højeste niveau, World Touren.

Han har set dopingsnakken dukke op flere gange undervejs, men han slår fast, at hvis det skal give mening for ham at køre som professionel cykelrytter, er han nødt til at tro på, at antidopingarbejdet fungerer.

- Jeg håber selvfølgelig, at vores antidopingmyndigheder er i stand til at fange dem, der snyder. Det er jeg nødt til at sætte min lid til, for hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg føle mig slået på forhånd hver gang, siger han.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...