Koncertrækken Sorø Internationale Musikfestival finder i denne tid sted i Sorø, og Henrik Egede har skrevet følgende anmeldelse af en koncert midt på Sorø Sø:
”Sommer var det, sidst på eftermiddagen. I et hjørne af Sorø sø, nærmere bestemt for enden af alleen ved Søgade, stod 50 musikinteresserede i kø ved den lille bro …”
Onsdag aften var det tid til den anderledes koncert i Sorø Internationale Musikfestival. Den koncert, der traditionen tro, med hjælp af Sorø Bådfart, foregår midt på Sorø Sø. Vejrguderne var mildt stemte. Aftensolen stod ind fra vest, ikke en vind rørte sig. Lunt var det også.
Den danske sommer har ry for at være ”smagsprøver på vejr”. På samme måde var aftenens koncert smagsprøver på musik. Dansk og nordisk.
Vi fik små musik-bidder, alt sammen dansk og nordisk. Anslaget var let og uhøjtideligt. Der var, som musikerne sagde, ikke første gang, de havde spillet på en båd.
Hanne Askou (violin) og Frode Andersen (accordeon) indledte ved at tage os til Norge, Frodes hjemland. Brudevals fra Hvalsoy.
Dernæst gik det slag i slag. Fin var en sekvens med musik af to gange Nielsen. Den kendte Carl Nielsen (1865-1931), hvoraf vi fik to folkekære sange, der i sin tid slog Nielsens navn fast i den brede befolkning: ”Jens Vejmand” og ”Jeg ved en lærkerede”. Dertil en sats fra Fynsk Forår, tilsat mågeskrig!
Vi fik også en smagsprøve på en langt mindre kendt Nielsen – Ludolf Nielsen (1876-1939). Som Carl Nielsen født på landet og musiker allerede som barn for at hjælpe familien og tjene til føden. I sin samtid, op til 1. Verdenskrig, var Ludolf Nielsen en af landets mest kendte og produktive komponister. Hans vuggevise - Berceuse – afslørede talent og temperament.
Derefter gik det, med søens blå vand og den grønne søbred som kulisse, op gennem 1900-tallets danske musikhistorie. Via den raffinerende Kai Normann Andersen og den slagfærdige Svend Gyldmark nåede vi frem til Bent Fabricius Bjerre og Matti Borg.
Dansk var det, musikken og naturen. Når vi følte os allermest danske fik vi et par viser af svenske Evert Taube – og så var vi pludselig nordiske. Sikke en musikskat. Sikke en flot aften. Sikke heldige vi var.
Det siges, at der er lydt på søen, at lyd rejser let over vand. Da hele båden skrålede med på Svend Gyldmarks ”Susanne, Birgitte og Hanne” er jeg sikker på, at det kunne høres på torvet i Sorø.
Modigt, når Sorø Internationale Musikfestival år efter år sender publikum til søs. Drukner musikken ikke i naturen og den spektakulære aften? Bliver det ikke ”hat og briller”?
Nej, bedømt på i aftes – udsolgt båd– er det en tradition, der er værdsat og værd at gentage. Uhøjtideligt, socialt og seriøst på samme tid. Bådkoncerten er Sorøs svar på sommerfornøjelser som fx Grønnegaards Teatret i København. Kunsten, den seriøse og alvorlige, kan godt slappe af og gå i shorts. Sommeren er tiden til kvalificeret kulturelt trylleri.
Næste onsdag rykker festivalen tilbage indenfor, i Sorø Klosterkirke. Tyske Axel Flierl giver orgelkoncert i Sorø Klosterkirke kl.19. Halv pris, DKK 75. Kom frisk.