Nordsjælland Håndbold har fundet afløseren for Laurids Søgaard i klubbens egen talentafdeling.
Tobias Aagaard er ansat som cheftræner for ligaholdet på en toårig aftale. Han har hidtil været talentchef og U17-træner i NH-Talent, men fratræder begge poster med øjeblikkelig virkning.
– Jeg er meget bevidst om, at det er et andet og større ansvar, men jeg oplever en stærk klub, en opbakkende og engageret spillertrup og et meget kompetent lederteam, siger Tobias Aagaard i en pressemeddelelse.
Han har ifølge klubben været kandidat til jobbet gennem hele processen. Nordsjælland Håndbold ville dog først gå videre med den interne løsning, når en afløser i talentafdelingen var på plads.
På bænken får Tobias Aagaard selskab af Nicolaj Jensen, der bliver ny assistenttræner. Han har de seneste fem sæsoner stået i spidsen for FIF Håndbolds bedste herrehold i 1. division. Holdet fortsætter nu under navnet HC København.
– Nico har flere års værdifuld erfaring fra seniorhåndbolden, som jeg glæder mig meget til at drage nytte af. Derudover kommer Nico med et friskt pust og nye perspektiver, siger Tobias Aagaard.
Trænerjagten har strakt sig ind i opstarten til den nye sæson, efter at Laurids Søgaard forlod klubben.
Nordsjælland Håndbold oplyser samtidig, at Aagaards afløser som talentchef og U17-træner er fundet. Navnet bliver efter planen offentliggjort i den kommende uge, når vedkommendes nuværende engagementer tillader det.