Dansk Boldspil-Union (DBU) skal torsdag klokken 15.00 deltage i et møde med de andre medlemslande i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Det oplyser DBU til Ritzau.
Der er tale om et onlinemøde.
Fra DBU deltager formand Jesper Møller og administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.
Mødet sker i kølvandet på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) planer om at etablere et kommercielt selskab, der skal øge indtjeningen til forbundets turneringer og sælge aktier i selskabet for over 27 milliarder kroner til eksterne investorer.
Forslaget har mødt hård kritik fra særligt Uefa.
Tidligere onsdag bekræftede DBU, at forbundet i lighed med andre nationale forbund har modtaget et brev fra Fifa om planerne om det kommercielle selskab, der skal hedde Fifa Forward Enterprise (FFE).
I brevet har de nationale forbund fået en deadline frem til 19. september af Fifa til at svare, om de støtter projektet. Fifa skal have et flertal af medlemslandene med på vognen for at realisere FFE.
Hvis landene støtter forslaget, venter der flere investeringspenge fra Fifa.
- Det siger alt, hvad du behøver at vide om denne plan, lyder det fra Uefa i en udtalelse på X onsdag eftermiddag.
Uefa skriver videre, at der er "betydelig og voksende modstand mod Fifas planer".
- Fifa kan ikke blive ved med at udnytte vores sport til at berige sig selv og sine venner, skriver Uefa.
Fifa skriver ifølge The Times i brevet til de enkelte fodboldforbund, at hvis de afviser forslaget, så vil Fifa fortsat arbejde videre med det.
Erik Brøgger Rasmussen meddelte tidligere onsdag, at DBU gerne vil vide mere om Fifas forslag og diskutere det internt i europæisk regi, inden unionen vil melde nærmere ud om sin holdning til Fifas og præsident Gianni Infantinos plan.
- På linje med Uefa så tager DBU det her meget alvorligt. Der er tale om et forslag, som vi kun har læst om i medierne, men med potentielt meget vidtrækkende konsekvenser for international fodbold.
- Derfor er det afgørende, at vi får det fulde overblik over indholdet og processen. Kun på den baggrund har vi mulighed for at drøfte sagen i DBU og med vores kolleger i Uefa og efterfølgende forholde os til indholdet, sagde Erik Brøgger Rasmussen i en skriftlig kommentar.
RITZAU