Direktør om høje hjemvisningstal: Det er ikke godt nok

Direktør i Holbæk Kommune, Allan Ruders, afviser et strukturelt retssikkerhedsproblem, men erkender, at kvaliteten af sagsbehandlingen ikke er god nok.

Direktør i Holbæk Kommune, Allan Ruders, afviser et strukturelt retssikkerhedsproblem, men erkender, at kvaliteten af sagsbehandlingen ikke er god nok.

Foto: PR

Holbæk Kommunes direktør Allan Ruders afviser, at de mange hjemvisninger og omgørelser af børnesager er udtryk for et grundlæggende retssikkerhedsproblem.

Han er dog enig i, at der er brug for et løft på området.

Den Korte Version
  • Holbæk Kommunes direktør afviser strukturelt retssikkerhedsproblem trods høje hjemvisningstal.
  • Han erkender, at Ankestyrelsens tal viser behov for forbedret sagsbehandlingskvalitet i kommunen.
  • 80,6% omgørelsesprocent skyldes primært manglende dokumentation ved hjemvisninger.
  • Socialudvalgsformand peger på mangel på sagsbehandlere som hovedårsag til problemerne.
  • Kommunen har iværksat initiativer for at forbedre sagsbehandlingen på børneområdet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Men de høje omgørelses- og hjemvisningsprocenter fra Ankestyrelsen viser, at kvaliteten af sagsbehandlingen skal forbedres. Borgere bør få fejlfri sagsbehandling og dokumentation i første hug. De høje tal viser, at vores administrative kvalitet skal løftes, og det har vores fulde fokus, skriver han som svar på spørgsmål til sagen fra Nordvestnyt.

Det sker, efter at Venstres byrådsmedlem Rasmus Brandstrup Larsen har peget på Ankestyrelsens tal for første kvartal af 2026 og sagt, at han ikke kan afvise, at der kan være et retssikkerhedsproblem på området.

Dokumentationen mangler

Ifølge Ruders skyldes den høje omgørelsesprocent på 80,6 procent især det store antal hjemvisninger.

- Den primære årsag til den høje omgørelsesprocent skal findes i de mange hjemvisninger. Når der sker en hjemvisning, bliver sagen sendt tilbage til os, fordi der mangler yderligere dokumentation eller oplysninger i sagen. Det betyder altså ikke, at Ankestyrelsen er uenig i selve afgørelsen eller hjælpen til barnet, skriver direktøren.

Han peger på, at indførelsen af Barnets Lov har medført nye og skærpede krav til sagsbehandlingen, blandt andet i forhold til børneinddragelse og dokumentation.

- Implementeringen af disse nye procedurer har i første kvartal 2026 givet administrative udfordringer, hvilket har ført til stigningen, lyder forklaringen.

Ikke tilfredsstillende

Allan Ruders erkender samtidig, at udviklingen ikke er tilfredsstillende.

- Det er svært og frustrerende for familier, der oplever sager med hjemvisning, og det er på ingen måde godt nok, at vi har en stigning i disse sager. Lovgivningen skal overholdes, og kvaliteten skal være høj.

Pres på medarbejderne

Socialudvalgsformand Jakob Villadsen (SF) er enig i, at de mange hjemvisninger er et problem, men han deler ikke vurderingen af, at årsagen skal findes i kommunens serviceniveau.

- Jeg kan godt forstå intentionen med Rasmus Brandstrups forslag, men der er nogle forvaltningsretlige problemer i det. Jeg er enig i, at det er et stort problem med de mange hjemvisninger, siger Jakob Villadsen.

Efter hans vurdering hænger udfordringerne først og fremmest sammen med mangel på medarbejdere.

- Det grundlæggende problem er, at vi har for få sagsbehandlere. Der er i øjeblikket mange vakante stillinger, og medarbejderne er meget pressede, siger han.

Rasmus Brandstrup Larsen har peget på, at kommunens servicestandarder kan få medarbejdere til at træffe de billigste afgørelser. Den analyse deler Jakob Villadsen ikke.

- I konstitueringsaftalen skrev vi ind, at vi ønsker at investere i et højere serviceniveau, men jeg tror ikke, serviceniveauet er årsagen til problemerne her. Det handler snarere om pressede sagsbehandlere, siger han.

Udviklingsplan på vej

Allan Ruders oplyser, at der allerede er sat en række initiativer i gang for at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen.

- Blandt andet er der afsat flere ressourcer til børneområdet i budgettet for 2026, iværksat juridisk opkvalificering af medarbejdere og ledere og indført hyppigere interne kontroller af sagerne.

Samtidig arbejdes der med en udviklingsplan for området.

Jakob Villadsen regner med, at der kommer en sag på udvalgets dagsorden i august om denne plan.

Han glæder sig samtidig over, at der igen er fokus på sagsbehandlingen på børneområdet.

- Jeg er glad for, at der bliver sat mere fokus på, at der er og har været problemer på området, siger han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...