En ny borgmesterkæde ser dagens lys i Vordingborg Kommune. Den skal være et varigt symbol på den kommune, der blev skabt ved kommunesammenlægningen i 2007. Og så har den ikke kostet noget som helst.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Vordingborg Kommune.
Den nye borgmesterkæde er lavet af den 81-årige guldsmed Søren Borup fra Præstø med udgangspunkt i den tidligere borgmesterkæde fra Præstø Kommune. Det var ham, som tilbage i 1980'erne lavede borgmesterkæden til den daværende Præstø Kommune.
For siden kommunalreformen i 2007 har Vordingborg Kommune rådet over to borgmesterkæder – den gamle kæde fra Præstø Kommune, som indtil for nylig har været udstillet i byrådssalen på Vordingborg Rådhus, og borgmesterkæden fra den tidligere Vordingborg Kommune, som har været anvendt ved officielle lejligheder.
Gås, port og munk
Nu er elementer fra Præstø-kæden blevet grundlaget for en ny borgmesterkæde, der samler historien og identiteten fra hele Vordingborg Kommune.
Den nye kæde har et enkelt og stilrent udtryk med cirkler og ovaler som gennemgående former. I centrum sidder Vordingborg Kommunes våbenskjold, mens et nyt forskjold prydes af en gås som en reference til Gåsetårnet – Vordingborgs historiske vartegn.
Samtidig er de tidligere kommuner repræsenteret i kædens detaljer. Blandt motiverne findes Mølleporten i Stege, Dronning Alexandrines Bro som symbol på Langebæk samt en antonittermunk som symbol på Præstø. På den måde afspejler kæden både kommunens fælles nutid og de lokale historiske rødder.
Pengemænd i ryggen
Vordingborg Kommune har ikke har haft udgifter til projektet. Den nye borgmesterkæde er udelukkende finansieret gennem private donationer. Derudover har guldsmed Søren Borup bidraget med en masse arbejdstimer.
Den første borgmester, som skal bære den nye kæde, er Michael Seiding Larsen. Lørdag 22. august får Venstre-politikeren smykket overrakt på Musikscenen til Folkemøde Møn. Det sker på Musikscenen fra klokken 13.45-14.00. Her får man også at se, hvem de private bidragersydere er.