Lauritz-pars vinslot i Frankrig er efter flere år blevet solgt

Mette og Bengt Sundstrøm stod i spidsen for Lauritz.com, før auktionshuset gik konkurs i 2023. Nu er parrets franske vinslot solgt. (Arkivfoto).

Mette og Bengt Sundstrøm stod i spidsen for Lauritz.com, før auktionshuset gik konkurs i 2023. Nu er parrets franske vinslot solgt. (Arkivfoto).

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det franske vinslot Vignelaure, som var ejet af parret bag Lauritz.com, er blevet solgt.

Det skriver Finans på baggrund af branchemediet Thedrinksbusiness.com.

Finans har desuden fået oplysningen bekræftet fra anden side.

Thedrinksbusiness.com skriver, at vinslottet er blevet købt af den britiske forsikringsmand Neil Utley.

Han vil ifølge mediet investere i ejendommen og blandt andet genplante vinmarkerne og opdatere kælderen.

Det fremgår ikke af Thedrinksbusiness.com, hvad Neil Utley har betalt for vinslottet.

Finans skriver, at Bengt Sundstrøm tidligere i nogle af regnskaberne fra hans personligt ejede selskaber har værdisat slottet til over 260 millioner kroner.

Men i en ejendomsannonce i februar blev vinslottet sat til salg for 28 millioner euro, skriver Finans. Det svarer til 209 millioner kroner.

Vignelaure har været til salg i flere år.

Bengt og Mette Sundstrøm stod i spidsen for auktionshuset Lauritz.com, der gik konkurs i 2023.

Det skete efter flere historier i medierne om, at auktionshuset ikke betalte sine kunder for deres solgte genstande inden for tidsfristen.

Auktionshuset havde været økonomisk presset i længere tid før konkursen.

Vinslottet Vignelaure blev før konkursen sat i pant i en aftale med auktionshusets kreditorer.

Da Lauritz.com gik konkurs, og det efterfølgende ikke lykkedes at sælge vinslottet, kom Bengt Sundstrøms to personligt ejede selskaber under konkursbehandling.

Mette Sundstrøm skriver i en sms til Finans, at parret af glad for, at det er lykkedes at sælge vinslottet til nye ejere. Men det er også vemodigt for parret at sige farvel til ejendommen.

- Vignelaure har været vores hjertebarn i 18 år, og det er selvsagt vemodigt for os at tage afsked med både Vignelaure og vores franske vinliv, skriver hun.

I en redegørelse fra november fra kuratorerne i Lauritz.com fremgik det ifølge Finans, at der var aktiver for 9,4 millioner kroner i boet. Samtidig var der krav mod boet for 187 millioner kroner.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...