Ukendte gerningsmænd var natten til tirsdag på uanmeldt besøg i legetøjsbutikken Papklubben på Ved Klædebo i Hørsholm, hvor de slap af sted med Pokemon-kort til en anslået værdi på omkring 100.000 kroner.
Det fremgår af Nordsjællands Politis døgnrapport.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 04.15, efter at alarmselskabet Verisure havde registreret indbrud i butikken. Da alarmen gik, var en gerningsmand ifølge politiet fortsat inde i forretningen, mens en anden opholdt sig udenfor.
De to kommunikerede gennem et hul, som var blevet lavet i et opbrudt vindue, står der i døgnrapporten.
Da en patrulje nåede frem til adressen, var begge personer imidlertid forsvundet.
Læs også
- Fængsling af mand og kvinde sigtet for salg af Hamas-tøj forlænges
- Caféejer slæbt flere meter efter bil - nu er 19-årig fængslet for overfald
- Pågående tricktyv slog til mod ældre kvinde
- Politi afviser kritik: Weibel-sag er under efterforskning
- Borgere i opråb efter chikane og ballade: Har fået nok af drenges truende adfærd
DNA og efterladte effekter
Ifølge døgnrapporten fandt politiet spor efter færden i butikkens lager, hvor tyvene havde opholdt sig.
Værdien af de stjålne Pokemonkort er endnu ikke endeligt opgjort, men vurderingen er, at der er tale om en værdi på omkring 100.000 kroner.
Politiet har sikret DNA-spor flere steder i forretningen, og på gerningsstedet blev der desuden fundet efterladt tøj og handsker, som nu indgår i efterforskningen.
Eftertragtede samlerobjekter
Pokemon-kort har de seneste år oplevet en markant stigning i popularitet og værdi. Særligt sjældne og velbevarede kort handles i dag for betydelige beløb, og det har gjort samlerkortene til et attraktivt mål for tyve.
Nordsjællands Politi efterforsker nu sagen.