Annie Ritz, Hørsholm, fylder 75 år på onsdag den 5. august 2026.
Gennem et langt arbejdsliv har Annie Ritz sat sit præg på både reklame- og avisbranchen. Hun blev udlært hos Hannil & Wichman og fortsatte hos reklamebureauet Mogens Raffel, hvor hun avancerede til mediechef.
I slutningen af 1970'erne var hun med, da Erik Facius og en gruppe medarbejdere etablerede mediabureauet Bureauet, hvor hun blev en af virksomhedens nøglepersoner.
I 1999 kom Annie Ritz til Politikens Lokalaviser, først i Green Club med ansvar for læserarrangementer og senere i administrationen på Det Grønne Område.
Da lokalavisernes administration blev samlet i Birkerød, fulgte hun med. Efter overgangen til efterløn som 60-årig vendte hun hurtigt tilbage som deltidsvikar og afsluttede i 2019 efter 20 år i Politikens Lokalaviser.
Siden 1994 har Annie boet i Hørsholm sammen med sin mand gennem 54 år, musik- og teaterproducent Jerry Ritz. Sammen har de sønnen Oliver, der er skibsmægler i Dubai.
I musikkens tegn
Parret mødte hinanden som unge i Gladsaxe Teen-Club, hvor hun var frivillig medarbejder og han leverandør af musikgrupper som bl.a. Led Zeppelin.
Musik, teater og kulturliv har altid haft en central plads i Annies fritid. I 2004 var hun sammen med Karin Kofod initiativtager til Kulturforsyning, der blandt andet står bag de populære julekoncerter med Marie Carmen Koppel i Hørsholm Kirke.
Gennem sin mands arbejde har hun mødt en lang række internationale musiknavne, men har altid sat størst pris på de menneskelige møder bag stjernerne.
Annie interesserer sig desuden for have, gastronomi og rejser, især til Italien, samt familiebesøg i Dubai og Canada.
Frivilligt arbejde
Hun har gennem mange år engageret sig aktivt i lokalsamfundet gennem borgermøder og borgergrupper med fokus på bedre vilkår for børn og unge.
Hun er frivillig i Blixen Klubben og har siden 2014 sammen med sin mand gennem Røde Kors været støtteperson for en syrisk flygtningefamilie. Siden 2022 har hun desuden været aktiv i Røde Kors-aktiviteten Venner Viser Vej, hvor hun yder medmenneskelig støtte og socialt samvær til herboende flygtninge fra Ukraine.
Fødselsdagen fejres senere på sommeren, når familien – herunder børnebørnene Ronja og Ellinor – samles i Hørsholm.
Læs også
- Erik blev valgt til bestyrelsen i maj - nu vil de andre have ham smidt ud
- Neglesalon udsat for groft hærværk: Rude smadret med brosten og stol
- Pågående tricktyv slog til mod ældre kvinde
- Ny café i Hørsholm kombinerer kaffe og kreativitet
- Borgere i opråb efter chikane og ballade: Har fået nok af drenges truende adfærd