Sidste år udgik Mathieu van der Poel, inden Tour de France nåede Paris og den rekonstruerede afslutning med Montmartre-stigningen.
Søndag tog den hollandske verdensstjerne revanche ved at vinde den prestigefyldte sidste etape efter en ekstremt spændende finale på Champs-Élysées.
- Jeg har tænkt på det her i et år.
- Jeg var syg sidste år og måtte se denne etape i fjernsynet hjemmefra. Da tænkte jeg allerede på det her øjeblik. Den måde, det forløb på, er som en drøm, siger Mathieu van der Poel.
Sammen med Tadej Pogacar skabte han hul, da feltet for tredje og sidste gang kørte op ad stigningen.
På opløbsstrækningen kom forfølgerne blæsende bagfra, men mens Pogacar opgav og slog ud, mobiliserede van der Poel sine sidste kræfter i et eksplosivt ryk.
Det rakte lige akkurat til at komme først over stregen foran Alpecin-holdkammeraten Jasper Philipsen og danske Mads Pedersen, der sluttede treer.
- Jeg troede, vi ville blive indhentet, men så slog jeg hovedet fra de 500 meter og gav den alt, hvad jeg havde.
- Jeg ventede hele tiden på at se nogle hjul komme forbi, men det skete ikke. Først til sidst så jeg et hjul, og det var Jaspers.
- Det viser bare, at vi aldrig giver op. Vores Tour-start var ikke god, men at blive nummer et og to på på Champs-Élysées, det er vel ret godt, siger Mathieu van der Poel.
Med sejren på den berømte boulevard nåede den 31-årige hollænder en ny milepæl i sin karriere.
- Hvis der var et løb, jeg gerne ville vinde, var det dette, siger Mathieu van der Poel.
RITZAU