Copenhagen Pride, som i år afholdes fra 8. til 16. august, er løbende i kontakt med myndighederne omkring sikkerheden.
Det skriver arrangørerne i en erklæring, efter at en bil lørdag påkørte en menneskemængde til et Pride-arrangement i Tysklands hovedstad, Berlin.
En kvinde mistede livet og 16 personer kom til skade, har tyske myndigheder oplyst.
Politiet i Berlin oplyser, at man efterforsker hændelsen som et angreb.
Den tyske parade, som er kendt under navnet "Christopher Street Day" regnes som et af de største Pride-arrangementer i Europa.
Arrangørerne af marchen i København sender deres tanker til de berørte i Berlin.
Copenhagen Pride skriver, at det har været fast praksis igennem mange år, at man løbende er i kontakt med myndighederne og følger deres anbefalinger omkring sikkerheden.
- Vi har et stort og professionelt sikkerheds-setup, der samarbejder tæt med myndighederne, og vi vil helt naturligt være i dialog med dem på baggrund af dette, lyder det.
Årets parade i København markerer, at det er 30 år siden, at der første gang blev afholdt Copenhagen Pride.
Arrangementerne afholdes over en uge, imens selve paraden løber af stablen 15. august.
Copenhagen Pride skriver i erklæringen på sin hjemmeside, at man ikke har yderligere kommentarer til hændelsen i Berlin.
I forbindelse med påkørslen i Tyskland har politiet efterlyst en 21-årig mand, som flygtede fra stedet.
Politiet har ikke meldt noget ud om et eventuelt motiv, men det er kommet frem, at han menes at have forbindelse til et islamistisk miljø.
RITZAU