Den japanske fodboldlegende Kazuyoshi Miura, der med sine 59 år og 149 dage er verdens ældste professionelle fodboldspiller, blev lørdag noteret for en sjælden scoring.
For første gang i over fire år kom han nemlig på måltavlen i en professionel kamp, da han gjorde det til 5-0 for Fukushima United i en pokalkamp mod et lavere rangerende hold. Hans eget hold spiller i den tredjebedste japanske række.
I begyndelsen af anden halvleg tog han et skærende løb i feltet og modtog en perfekt aflevering fra en holdkammerat, før han satte kuglen i nettet.
Målet skabte stor jubel blandt både holdkammeraterne på banen og bænken. Tre minutter efter blev "King Kazu" skiftet ud. Opgøret endte 7-0.
Miura startede sin lange karriere i Brasilien med Santos i 1986 og har siden spillet i Europa for italienske Genoa, kroatiske Dinamo Zagreb og portugisiske Oliveirense samt i Australien for Sydney FC.
På landsholdet scorede Miura 55 mål i 89 kampe efter debuten i 1990.
Han trak sig fra landsholdet i 2000 på bagkant af at være blevet udeladt fra Japans VM-trup to år tidligere.
Hans kontrakt løber frem til sommeren 2027.
RITZAU/Reuters