Svømmede en god DM-stime hjem

Simon Hejbroch svømmede sig til sølv. Her med en stolt cheftræner Stig Michaelsen.

Simon Hejbroch svømmede sig til sølv. Her med en stolt cheftræner Stig Michaelsen.

Foto: Presse

Det blev til en medalje, flere personlige rekorder og en stribe flotte placeringer, da svømmere fra Swim Team Taastrup deltog ved de danske langbanemesterskaber i svømning, som blev afholdt i Herning.

Klubben stillede med syv svømmere, heriblandt fire juniorsvømmere og tre ungdoms-svømmere. Holdet leverede en god holdindsats, hvilket afspejlede sig i, at  70 procent af de svømmede løb resulterede i personlige rekorder. Det blev til i alt syv finalepladser fordelt på én A-finale, tre B-finaler og tre C-finaler.

Klubbens ungdomssvømmere, Peter Petersen, Karl-Emil Nielsen og Simon Hejbroch blandede sig i flere finaler i top-10 inden for deres årgang. Klubbens DM Junior debutanter, Aske Ravnø og Magnus Eckhardt, opnåede nye, personlige rekorder.

De to kvinder på holdet, Julia Stanczyk og Alicia Dupont Larsen, høstede flere flotte, tidsmæssige forbedringer.

Vandt sølv

Mesterskabets højdepunkt stod Simon Hejbroch dog for, da han svømmede sig til en sølvmedalje i ungdomsklassen på 50 meter brystsvømning med tiden 29.34 sekunder.

Succesen vækker stor begejstring hos cheftræner Stig Michaelsen, der tiltrådte stillingen den 1. maj:

- Jeg er godt tilfreds med resultaterne. At overtage en stafet fra en anden træner midt i en sæson kan være udfordrende. Taget det i betragtning, er jeg mere end tilfreds med, at vi kan blande os, hvor vi gør. Svømmerne kan nu gå på velfortjent ferie med gode resultater i bagagen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...