En papkasse skulle sikre, at to butikstyve slap usete ud af et byggemarked på Industrivej. Men den metode virkede ikke.
De to mænd på 37 og 39 år - begge med rumænske pas - blev standset af personalet onsdag ved middagstid.
Det viste sig at være en god ide, for ifølge Midt- og Vestsjællands døgnrapport havde de to stjålet værktøj for cirka 12.000 kroner.
Det havde de gemt under deres tøj, mens de forsøgte at skærme sig ved hjælp af en papkasse købt på stedet.
Begge mænd erkendte på stedet og blev taget med af politiet. De fik en bøde og blev derefter løsladt.
Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilket byggemarked der er tale om, men netop Industrivej er Roskildes hovedstrøg for den type forretninger.