Skateboarder blev ramt af bil og dræbt

Bilinspektør blev kaldt ud til trafikulykke i Jyllinge nord for Roskilde efter natlig dødsulykke

Det var cirka her på Jyllinge Parkvej, at dødsulykken skete i nat, hvor en 19-årig mand på skateboard mistede livet.

Det var cirka her på Jyllinge Parkvej, at dødsulykken skete i nat, hvor en 19-årig mand på skateboard mistede livet.

Foto: Henrik Gregersen

For anden gang på mindre end en uge har en ung mand mistet livet i en trafikulykke. Og for anden gang på mindre end en uge er en jævnaldrende blevet sigtet for uagtsomt mandrab.

En ung mand fra Jyllinge mistede således livet natten til torsdag, da han kørte på skateboard - politiet formoder, at han har kørt på selve Jyllinge Parkvej.

Her blev den 19-årige ramt af en bil kørt af en 18-årig mand, ligeledes fra Jyllinge. Den 18-årige er kommet kørende ad Jyllinge Parkvej i retning mod vest, og uheldet er sket mellem Jyllinge Centeret og Jyllinge Skole lige vest for lyskrydset ved Værebrovej.

Den 18-årige sigtes nu for uagtsomt manddrab, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi til Dagbladet Roskilde.

Hørte uhyggelig lyd

Ifølge opslag i en lokal facebookgruppe er det ikke usædvanligt, at der køres hurtigt ved nattetide.

Således også forud for nattens ulykke, fremgår det af opslag:

'Har godt nok hørt en bil her omkring midnat, køre vildt frem og tilbage og skredet rundt ved centeret. Og så her for ikke så længe siden lyder det som om at bilen skrider og køre galt og nu udrykning 15 min senere og lyder som om de stoppede samme sted.. håber ikke der er sket noget slemt, men ubehageligt at høre biler der kører som vandvid, hedder det i et opslag.

I et andet opslag, der ligeledes er lagt op i nat, altså før det stod klart, at en 19-årig havde mistet livet, skriver en anden:

'Kan nogen fortælle hvilken uhyggelig lyd det var man kunne høre i den sydlige del af Jyllinge her omkring kl 01.25? Jeg kan ikke ryste lyden ud af hovedet.'

På nuværende tidspunkt står det ikke klart, om der er en sammenhæng mellem lyden af en bil, der kørte vildt, og selve ulykken, der blev anmeldt lidt før klokken halv to: 

- Nu skal vi have efterforsket sagen grundigt og naturligvis have tjekket for forklaringer på ulykken. Det kan være både alkohol, hastighed og andet, siger Thomas Kristensen, kommunikationschef i Midt- og Vestsjællands Politi.

Tidligere har det været fremme, at ulykken skete på Grønningen, men det er ikke korrekt.

Kort før frokost oplyser politiet, at den 18-årige fører af bilen tilsyneladende var alene i bilen, da ulykken skete. Og politiet holder for nuværende for sig selv, hvad den 18-årige har kunnet forklare om ulykken.

- Det gør vi af hensyn til efterforskningen. Vi har en del ting, vi skal have undersøgt i forbindelse med hændelsen, lyder det fra Thomas Kristensen.

Politiet oplyser ligeledes, at den 18-årig er løsladt igen, og at der ikke vil blive afholdt grundlovsforhør i sagen.

Der er et langt spor ind på det grønne areal syd for Jyllinge Parkvej på den side af vejen, hvor bilisten ikke burde befinde sig.
Der er et langt spor ind på det grønne areal syd for Jyllinge Parkvej på den side af vejen, hvor bilisten ikke burde befinde sig. Foto: Henrik Gregersen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...