Alt det, vi ikke kan vedtage os til

Maj Allin Thorup, gruppeformand for Konservative og formand for Børne- og Skoleudvalget.

Maj Allin Thorup, gruppeformand for Konservative og formand for Børne- og Skoleudvalget.

Foto: Peter Leschly

Når sommeren rammer Hørsholm, går alting en smule ned i tempo. Skolegårdene bliver stille, trafikken tynder ud om morgenen, og forhåbentlig bliver kalenderen for en stund lidt mindre tætpakket.

Også i kommunalpolitik går tempoet lidt ned. Og det er måske meget sundt.
For når man til daglig bruger mange timer på budgetter, dagsordener og beslutninger om, hvad kommunen skal gøre, er sommeren en god anledning til at huske alt det, der ikke kan skabes på rådhuset.

Kommunen driver skoler og dagtilbud, sørger for ældrepleje, vedligeholder veje og løser hver dag en lang række vigtige opgaver. Vi politikere diskuterer kvalitet, økonomi og prioriteringer. Og ofte handler debatten om, hvad kommunen kan gøre mere af. Men et godt lokalsamfund bliver ikke skabt på rådhuset alene.

Læs også

 

Det mest værdifulde

Det bliver også skabt af baskettræneren, der hver tirsdag træner andres børn. Af naboen, der holder øje med huset, mens familien ved siden af er på ferie. Af dem, der husker at række ud til én, der ellers ville sidde alene. Af vores mange frivillige, der får foreninger og fællesskaber til at blomstre.

Det er let at overse værdien af alt det, fordi det ikke optræder i kommunens budget. Men måske er det netop noget af det mest værdifulde, vi har - og noget af det, der kendetegner Hørsholm.

Et stærkt lokalsamfund bliver ikke kun skabt af kommunen. Det handler også om relationer, ansvar og følelsen af at høre til.

Kommunen har en vigtig rolle. Den skal skabe gode rammer og træde til, når der er brug for det. Men vi skal passe på forestillingen om, at enhver udfordring har en kommunal løsning.

At give plads

Nogle gange er vores vigtigste opgave faktisk at give plads.

Plads til familierne til at indrette deres liv forskelligt. Plads til foreningerne og de frivillige kræfter. Plads til lokale initiativer, virksomheder og mennesker med gode idéer. Og plads til, at vi som borgere selv tager ansvar for vores fællesskab.

Sommeren er et godt tidspunkt at blive mindet om netop det. Fællesskaber holder ikke sommerferie. For nogle er de måske endda vigtigere, når hverdagens faste rutiner holder pause.

Når vi efter sommerferien igen tager fat på budgetter og politiske prioriteringer, er det værd at tage den påmindelse med. 

For noget af det vigtigste i Hørsholm finder aldrig vej til et budgetark. Det opstår mellem mennesker - og det kan vi ikke vedtage os til.

Heldigvis.

Rigtig god sommer.

Ugens politiske klumme

Partier og de politiske gruppeformænd i Hørsholm Kommunalbestyrelse skiftes til at skrive ugens politiske klumme.

Her får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.

Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.

Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 350 ord)

Kilde: Redaktionen

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...