Der skal dansk frugt og grønt på tallerkenen

Lederskribent Anders Spanggaard.

Lederskribent Anders Spanggaard.

Foto: Thomas Olsen

Det er på høje tid, at der bliver handlet, hvis den danske frugt- og grøntproduktion skal reddes. Agurker fra Spanien side om side med gulerødder fra Italien, tomater fra Marokko og pærer fra Holland. Sådan ser udvalget oftere og oftere ud, når du er på indkøb. 

Ifølge Madkulturen, en selvejende institution under Erhvervsministeriet, er den danske høst af frugt og grønt nemlig støt faldende. Over bare de seneste ti år er produktionen skrumpet med 18,5 procent, og kigger man længere tilbage, er der tale om et endnu mere markant fald. 

For 60 år siden kom 92 procent af grøntsagerne i de danske butikker og over halvdelen af frugt og bær fra Danmark. I dag er det nede på henholdsvis omkring en fjerdedel og mindre end en tiendedel. De danske producenter kan simpelthen ikke konkurrere med eksempelvis polske og spanske avlere, som kan producere langt billigere.

Det er et problem. Hvis vi vil sikre forsyningen af sunde, lokale fødevarer til danskerne, skal vi investere i at styrke den danske produktion, ellers mister vi muligheden for altid. Derfor er det tid til handling nu. Og det gælder især alle os danske forbrugere. Vi skal tænke på at købe dansk i stedet for automatisk at række ud efter udenlandske frugter og grøntsager, fordi de er billigere. Danmark er det land med den laveste selvforsyningsgrad af frugt og grønt pr. indbygger i hele EU. Det betyder, at tre ud af fire grøntsager eller frugter i den danske indkøbskurv er importeret.

Judith Kyst, direktør i Madkulturen adresserer overfor DR problemet på sin egen rammende måde. ”Jeg ved ikke, hvorfor de stakkels grøntsager og frugter skal være der, hvor vi absolut skal presse prisen og kigge på den der 50 øres forskel mellem et dansk og et hollandsk blomkål.” I stedet for at være så fokuserede på prisen, er det tide, at vi bliver meget mere opmærksomme på kvaliteten af de danske produkter. Den ligger nemlig i top. 

Danmark har fantastiske jordbundsforhold samt det rette klima til frugt- og grøntsagsproduktion. Det betyder, at kvaliteten af vore produkter ligger i den høje ende, så det vil være synd og skam, hvis vi fremover skal ”nøjes” med at spise udenlandsk frugt og grønt. Det vil i den grad gå ud over den danske madkultur.

Forbrugerne har det største ansvar for at støtte op om dansk frugt og grønt. Men vore politikere har også et ansvar. De skal forbedre rammevilkår og løfte byrder på grønterhvervet, så producenterne får en bedre forretning. Fødevareforsyning er et nationalt anliggende. 

I den usikre verden, vi lever i, er det vigtigt, at kan forsyne os selv, hvis leverancerne af fødevarer udefra svigter i en krisesituation. 

Det gælder naturligvis også frugt og grønt. Der er med andre ord flere gode grunde til, at det er vigtigt, at vi redder den danske produktion af frugt og grønt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...