Musik over Præstø Fjord inviterer igen på en forlænget weekend med musik, dans, naturoplevelser og aktiviteter for både garvede folk-fans og for nye nysgerrige i alle aldre.
På adressen Smidstrupvej 69 ved Nørre Smidstrup åbner indgangen torsdag 6. august klokken 18.30, hvorefter det går slag i slag til og med søndag 9. august.
Folkedans hitter hos unge
Her kan deltagerne opleve den folkelige musikarv helt tæt på med spillemandslaug, fællessang og mulighed for selv at prøve kræfter med folkedans.
Festivalen bygger på de stolte traditioner fra nordisk folkemusik, og viser samtidig, hvordan traditionerne fortsat udvikler sig og finder nye udtryk.

Blandt de mange unge der også gæster festivalen, er særligt folkedansen - også kaldet den nordiske dans - blevet meget populær, afslører festivalen i en pressemeddelelse.
Programmet spænder bredt med kunstnere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland, som hver især fortolker folkemusikken på deres egen måde – tilsat inspiration udefra med både brasilianske, colombianske og Balkan-toner.
Publikum kan blandt andet opleve Fiolministeriet, der forener klassisk præcision med den rå energi fra den danske folkemusik, den svenske ungdomsgruppe Systrar och Bröder, trioen Twang, som blander bluegrass, blues og folk, samt strygetrioen Jotunger.
Sorten Muld i ny indpakning
Et af årets markante navne er Stemmer i Vox, som består af besætningen bag den banebrydende elektroniske folkemusiksucces Sorten Muld.
Blandt de lokale favoritter finder man Min Veninde Signe, der gæster Viseteltet med varme og nærværende sange.

Også uden for scenerne er der mulighed for at få særlige musikalske oplevelser, hvis man lader sig fange ind af nogle af de mange jams, der foregår i baren og rundt om bålet på festivalpladsen.
Buskspil og børnetilbud
Det går i folkemusikken under navnet buskspil og er en væsentlig del af traditionen hvor melodier udveksles blandt spillefolkene.
Festivalen byder også på oplevelser ud over de traditionelle koncertformater.
For børnefamilierne er der også en række tilbud. Farmorhusets Bondegård flytter ind på festivalpladsen, og i krea- og legeteltet kan børn udfolde deres kreativitet, lege og skabe egne festivaloplevelser.

Festivalområdet byder desuden på slackline, morgenyoga, akrobatikworkshops og cirkusaktiviteter – samt vikinger og boder.
Mere information og billetter kan findes på www.mopf.dk.