Stjernespækket finale afslutter musikfestival

Andreas Brantelid og venner sætter punktum for årets Frederiksværk Musikfestival

Andreas Brantelid og venner sætter punktum for årets Frederiksværk Musikfestival

Foto: Presse

Cellisten Andreas Brantelid samler nogle af den internationale kammermusiks største navne, når Frederiksværk Musikfestival torsdag den 23. juli klokken 19.30 rundes af med en koncert i absolut topklasse.

Der er lagt op til en musikalsk finale af de helt store, når Andreas Brantelid igen i år afslutter Frederiksværk Musikfestival. Den anerkendte dansk-svenske cellist har inviteret tre internationale musikerkolleger til Frederiksværk, hvor publikum kan opleve en aften med nogle af kammermusikkens absolutte mesterværker.

Sammen med violinisten Benjamin Schmid, bratschisten Yura Lee og pianisten Christian Ihle Hadland danner Brantelid en kvartet, hvor hver musiker har en markant international solistkarriere, men mødes i kammermusikken med fokus på samspil, klang og fælles musikalsk fordybelse.

Aftenens program spænder fra Franz Schuberts sjældent opførte og ufuldendte Strygetrio i B-dur til Mozarts elegante Klaverkvartet nr. 2 i Es-dur. Efter pausen afsluttes koncerten med Johannes Brahms' dramatiske og følelsesladede Klaverkvartet nr. 3 i c-mol, der regnes blandt komponistens mest betydningsfulde kammermusikværker.

Koncerten markerer afslutningen på årets Frederiksværk Musikfestival og lover en finale med både intensitet, virtuost samspil og store musikalske oplevelser.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...