Der bliver fire nye ansigter i Hørsholm-Usserøds trup, når den nye sæson i 3. division bliver sparket i gang.
HUI har fået tilgang af Nikolaos Larsen fra Glostrup, Muhammad Huzaifa Khan fra B.93 og Hjalte Dalsgaard fra Fremad Amager. Samtidig er Markus Menck blevet rykket op fra klubbens nyoprykkede Sjællandsseriehold.
25-årige Nikolaos Larsen kan spille både kant og angriber og har gennem flere sæsoner markeret sig som en særdeles flittig målscorer for Glostrup.
I sæsonen 2023/24 scorede han 16 mål i Danmarksseriens oprykningsspil, inden han en kort stund var i Brønshøj. Derefter vendte han tilbage til Glostrup og fortsatte målscoringen med i alt 21 scoringer i Danmarksserien.
19-årige Muhammad Huzaifa Khan er back og kommer med erfaring fra B.93, hvor han har været en del af akademiet og nåede 16 førsteholdskampe og én scoring for Østerbro-klubben. Han har tidligere været ungdomsspiller i HIK og AC Amager.
Hjalte Dalsgaard er ny målmand, og den 22-årige keeper kommer fra Fremad Amager, hvor hans aftale udløb efter to sæsoner. Dalsgaard nåede 12 officielle kampe for Fremad Amager og var blandt andet med i klubbens oprykningskamp fra 2. division. Før skiftet til Amager var han en del af førsteholdsmiljøet i Hillerød Fodbold og har spillet på akademierne i i FC Helsingør og Lyngby.
Den fjerde tilgang kommer fra HUI’s egne rækker. Markus Menck er blevet rykket op fra klubbens andethold, der i foråret vandt sin pulje i Serie 1 og sikrede sig oprykning til Sjællandsserien.