Tilsyn vil lukke botilbud grundet økonomisk uorden og lav kvalitet

To personer er politianmeldt i forbindelse med Socialtilsynets tvangslukning af et bosted i Køge Kommune

Socialtilsynet vurderer, at botilbuddet, der ligger i Køge Kommune, ikke længere har den fornødne kvalitet. (Arkivfoto).

Socialtilsynet vurderer, at botilbuddet, der ligger i Køge Kommune, ikke længere har den fornødne kvalitet. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kvaliteten er for lav, og der er fundet "uregelmæssigheder" i lønudgifter og indkøb, hvilket resulterer i en lukning af et botilbud til sårbare borgere med autisme i Køge Kommune.

Det drejer sig om Autismetilbuddet Tureby, som Socialtilsynet har tænkt sig at tvangslukke. Også en afdeling i Haslev på Sydsjælland lukkes.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

Socialtilsynet har desuden politianmeldt to personer i forbindelse med lukningen.

Ledelsen bag botilbuddet er uenig og anker derfor tilsynets afgørelse, skriver mediet.

Tilsynet mener, at der er betalt lønudgifter og indkøb "uden relevans for botilbuddets drift". Der er brugt 12 millioner kroner til løn i 2025 og 2026, hvilket er 8 millioner lavere, end der var budgetteret med.

Sagen om Autismetilbuddet kort

Socialtilsyn Hovedstaden agter at tvangslukke Autismetilbuddets tre afdelinger i Tureby og Haslev og kommer med hårrejsende kritik af lav faglighed, stor medarbejderudskiftning, indkøb af aktiver, der ikke findes på botilbuddene og en række andre kritisable forhold.

Dagbladet har talt med en række nuværende og tidligere medarbejdere samt pårørende om forholdene på Autismetilbuddet. Medarbejderne beskriver et psykologisk hårdt arbejdsmiljø og ønsker alle at optræde anonymt af hensyn til deres egen sikkerhed og arbejdssituation.

Socialtilsynet har tillige politianmeldt botilbuddets to ejere, Kenny Bjerre og Ruben Steffensen, for ulovlig udbetaling af løn på 2,4 millioner kroner til deres hustruer fra Autismetilbuddets kasse. Botilbuddets direktør, Jan Wilken, oplyser til Dagbladet, at forholdet er påtalt over for ejerne, og at pengene er tilbagebetalt.

Jan Wilken påpeger over for Dagbladet, at mange af de kritisable elementer hører fortiden til, og at man på Autismetilbuddet har iværksat flere tiltag for at rydde op i problemer. Man mener desuden, at socialtilsynets kritik er uproportionel og vil derfor klage over afgørelsen om at tvangslukke botilbuddet.

- Socialtilsynet vurderer, at dispositionerne ikke giver mulighed for ansvarlig forvaltning af offentlige midler, da den budgetterede takst ikke anvendes til borgerrelateret personale, skriver tilsynet i sin afgørelse.

Desuden lyder det fra tilsynet, at der er blevet brugt penge på indkøb, som ikke anvendes eller er "uvedkommende" for driften af botilbuddet.

- Det har påvirket tilbuddets regnskab unødigt gennem flere år, lyder det.

Foruden at anke tilsynets afgørelse har autismetilbuddet tænkt sig at forbedre arbejdsmiljøet og arbejde på en ny lønpolitik, skriver Sjællandske Nyheder.

Socialtilsynet er en offentlig myndighed, der fører tilsyn med og godkender både sociale tilbud og plejefamilier.

Formålet er at sikre, at indsatsen over for børn, unge og voksne med særlige behov er af høj kvalitet, og at tilbuddene og plejefamilierne lever op til lovgivningens krav.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...