75 år med swing, stjerner og jazzhistorie

Et af verdens ældste jazzorkester fejrer 75-års jubilæum ved Sillebroen.

Et af verdens ældste jazzorkester fejrer 75-års jubilæum ved Sillebroen.

Foto: Privat

Lørdag den 25. juli kl. 12.00 får publikum ved Sillebroen i Frederikssund en ganske særlig musikoplevelse, når Kansas City Stompers fejrer orkestrets imponerende 75-års jubilæum med en gratis jubilæumskoncert.

Kansas City Stompers, der regnes blandt verdens ældste aktive jazzorkestre, stiller denne dag med nogle af Skandinaviens mest anerkendte jazzmusikere. Med en sangerinde, der også er sognepræst, er der lagt op til en koncertoplevelse med både jordnær swing og et strejf af himmelsk jazz.

På trommer sidder Roger Berg, som gennem 24 år var en del af Tivolis Big Band og i 2022 blev kåret som Europas bedste trommeslager inden for sin genre.

Den svenske bassist Lasse Lundström har haft en international karriere og har optrådt med nogle af jazzens største navne, blandt andre den legendariske svenske sangerinde Monica Zetterlund.

Ved klaveret finder man Hans-Inge Magnusson, professor i klaverspil ved blandt andet Musikhögskolan i Lund og konservatoriet i Stockholm. Han mestrer stort set alle jazzens stilarter og regnes blandt Nordens førende jazzpianister.

På saxofon medvirker Karsten Kristensen, af mange betragtet som Danmarks førende swing- og mainstreamsaxofonist. Han er samtidig organist og har i årevis været førstevalg, når jazzklubben Montmartre har ønsket at hylde legender som Ben Webster og Dexter Gordon.

Tilbage til rødderne

Orkestrets grundlægger, Niels Abild, der startede Kansas City Stompers tilbage i 1951, holder stadig styr på tropperne og er fortsat en central skikkelse i det populære orkester.

Koncertens vokalist er Nynne Lange, som sang med Kansas City Stompers i 14 år og samtidig var tilknyttet Tivolis orkester. Senere uddannede hun sig til præst, et virke hun fortsat udfører som afløserpræst. Nu er hun tilbage i orkesteret, til stor glæde for både musikere og publikum.

Nynne Lange har blandt andet sunget ved både Prins Joachims og Kronprins Frederiks bryllupper sammen med Kansas City Stompers-musikerne.

Jubilæumskoncerten ved Sillebroen er gratis, og alle interesserede inviteres til at opleve et stykke levende dansk jazzhistorie.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...