Uber har vokseværk og køber udbringningsselskab for milliarder

Uber forpligter sig til, at Delivery Heros hovedkvarter i Berlin (på billedet, red.) skal bevares frem til 2029. (Arkivfoto).

Uber forpligter sig til, at Delivery Heros hovedkvarter i Berlin (på billedet, red.) skal bevares frem til 2029. (Arkivfoto).

Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix

Den amerikanske transport- og udbringningsgigant Uber kan snart blive endnu større.

Uber har nemlig indgået en aftale om at købe det tyske madudbringningsselskab Delivery Hero.

Aftalen værdisætter det tyske selskab til 13 milliarder euro. Det svarer til cirka 97 milliarder kroner. Per aktie lyder tilbuddet på cirka 310 kroner.

Begge selskaber bekræfter torsdag aftalen i selskabsmeddelelser.

Med overtagelsen vil Ubers platform komme til at dække 99 lande. Uber lancerede for nylig sin madleveringstjeneste, Uber Eats, i Danmark.

Aftalen afventer dog fortsat blandt andet relevante godkendelser og ventes ifølge Uber først afsluttet i anden halvdel af 2027.

Det er ikke alle dele af Delivery Hero, som Uber skal overtage.

Således er der lavet en aftale om, at Delivery Hero overtages af det amerikanske investeringsselskab SSW Partners på 14 markeder, herunder det norske og det svenske.

Det sker ifølge Financial Times for at mindske det geografiske overlap med Uber, hvilket kunne føre til konkurrenceproblemer.

Delivery Hero opererer ikke i Danmark. Det tyske selskab forsøgte at komme ind i Danmark med selskabet Foodora, men endte med at trække sig i foråret 2024.

Delivery Hero er blandt verdens største madudbringningsselskaber og opererer på over 60 markeder.

Som en del af aftalen forpligter Uber sig til, at Delivery Heros hovedkvarter i Berlin skal bevares frem til 2029. Der må heller ikke reduceres i arbejdsstyrken der i perioden.

Uber ejer allerede aktier og derivater, der tilsammen giver kontrol med over en tredjedel af Delivery Hero.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...