16-årig risikerer fremtiden efter påkørsel af betjent

En ulovlig knallerttur i midtbyen tog natten til onsdag en alvorlig drejning. Nu står en 16-årig lokal dreng ikke bare til en bøde, men til en ubetinget fængselsstraf efter at have påkørt en betjent under sit flugtforsøg – en sag, der kan lukke dørene til hans fremtid.

I stedet for at stoppe valgte en 16-årig et flugtforsøg, der kan få alvorlige konsekvenser.

I stedet for at stoppe valgte en 16-årig et flugtforsøg, der kan få alvorlige konsekvenser.

Foto: Jens Wollesen

En rutinemæssig kontrol af en knallert i Ringsted udviklede sig onsdag dramatisk, da en 16-årig dreng forsøgte at stikke af fra politiet. Episoden har nu ført til en alvorlig sigtelse for grov vold mod en polititjenestemand i funktion samt beslaglæggelse af den unge mands køretøj.

Den Korte Version
  • En 16-årig fra Ringsted sigtet for grov vold mod politiet efter påkørsel af betjent.
  • Knallerttur i Ringsted udviklede sig dramatisk, da drengen forsøgte at flygte fra politiet.
  • Den 16-årige ramte en betjent under flugtforsøg og styrtede selv på sin knallert.
  • Politiet anholdt drengen og sigtede ham for grov vold mod polititjenestemand i funktion.
  • Sagen kan føre til ubetinget fængselsstraf og påvirke drengens fremtidige muligheder.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Forsøgte at undslippe over fortovet

Hændelsen fandt sted omkring midnat natten til onsdag på Nørregade i Ringsted. En politipatrulje fattede mistanke til en knallert, som betjentene vurderede kørte væsentligt hurtigere end de tilladte 30 kilometer i timen. For at bringe køretøjet til standsning parkerede patruljen deres bil på tværs af gaden.

I stedet for at bremse valgte den 16-årige fører dog at accelerere op på fortovet i et forsøg på at køre udenom spærringen. Under flugtforsøget ramte han den ene af de to betjente på patruljen, som derved blev væltet omkuld. Ved påkørslen mistede den 16-årige også herredømmet og styrtede selv på sin knallert.

Sigtet for grov vold mod politiet

Efterforskningen af episoden førte onsdag eftermiddag klokken 13.22 til, at politiet mødte op på den 16-åriges adresse i Ringsted. Her blev han formelt anholdt og sigtet for grov vold og vold mod polititjenestemand i funktion.

Efter en juridisk vurdering har Midt- og Vestsjællands Politi besluttet at behandle sagen efter straffelovens strenge voldsbestemmelser, da påkørslen af betjenten betragtes som en bevidst handling under flugtforsøget.

Kæmpe opskalering af straf

Der er stor juridisk forskel på, at blive taget i at køre på en knallert, der er ulovlig og på at skulle for retten sigtet efter den strenge voldsparagraf.

At køre på en tunet knallert – eller en knallert, der er konstrueret så markant om, at den har ydeevne som en motorcykel – udløser i første omgang en mærkbar bøde efter færdselsloven. Derudover vil politiet, som det skete onsdag eftermiddag i Ringsted, beslaglægge køretøjet med henblik på konfiskation. Samtidig risikerer man en betinget eller ubetinget frakendelse af retten til at køre knallert samt udskydelse af tidspunktet for, hvornår man kan tage kørekort til bil.

Langt mere alvorlig er dog sigtelsen for vold mod en polititjenestemand i funktion samt grov vold. Hvor en overtrædelse af færdselsloven typisk klares med bøder, udløser vold mod politiet som udgangspunkt en ubetinget fængselsstraf – også selvom gerningsmanden kun er 16 år.

En dom efter straffelovens voldsbestemmelser vil også figurere som en plet på straffeattesten i mange år frem, hvilket kan lukke dørene til en lang række uddannelser og jobmuligheder for den unge mand.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...