Over 500 blå og grønne spejdere fra Farum, Værløse, Hareskovby og Jonstrup går og glæder sig i disse dage. De glæder sig og har sommerfugle i maven, for om mindre end en uge drager de afsted til Hedeland ved Roskilde, hvor de skal deltage i en kæmpestor spejderlejr sammen med 30.000 andre spejdere fra resten af Danmark.
Der kommer også spejdere fra andre dele af verden, og Furesøspejderne er så heldige, at de skal bo sammen med spejdere fra Hong Kong, Taiwan og Holland.
På lejren skal spejderne bo i telte, og de skal opbygge deres egne lejrpladser med spiseborde, køkkenborde og flotte indgangsportaler. Maden laves selvfølgelig på bål.
- Det er vigtigt, at alle hjælper til på sådan en sommerlejr. Derfor har spejderne tjanser. Nogen står for at hente vand, nogen laver aftensmad, nogen hugger brænde og så videre. Heldigvis er der også masser af tid til at hygge, synge sange rundt om bålet, grine højt sammen med sine spejdervenner, og skulle man få lyst til at shoppe lidt, kan man jo gå en tur i lejrens butikker – måske for at købe en tiltrængt is, en ny dolk eller en flot lejrtrøje, skriver Hanne Nørgård fra spejderne i Furesø.
Men dagene fyldes også med masser af aktiviteter rundt i lejren og i byerne omkring.
Aktivitetsprogrammet spænder over flere end 300 forskellige aktiviteter med 950.000 aktivitetstimer tilsammen. Der er aktiviteter så som spejder-lab, future-town, biodiversitets-undersøgelser og naturpleje, demokrati-universitet, rollespil, debatter om naturen, børns rettigheder og mange flere.