Der skal mere fokus på drukneulykker i danske havne

Lederskribent Jakob Fønss, avischef

Lederskribent Jakob Fønss, avischef

Foto: Thomas Olsen

Der bliver registreret omkring 200 druknehændelser i Danmark om året. I halvdelen af tilfældene lykkes det ikke at redde personen. 

  • Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.

En del af de fatale ulykker sker, når folk er på vej hjem fra en våd bytur. Her kan det være fristende at lade vandet ved havnen, der i mange danske byer i de senere år er blevet en del af byrummet. Det betyder samtidig, at vandet er blevet lettilgængeligt og uden en tilstrækkelig afmærkning. 

Derfor er det glædeligt, at en ekspertgruppe nu har udarbejdet en række anbefalinger til at gøre de danske havne mere sikre også ud på de sene timer, hvor mørket har sænket sig.

Det er på høje tid, at der bliver vedtaget et regelsæt om havnesikkerhed, som byudviklere skal efterleve, når de etablerer attraktive byrum ved vandet.

Der skal stilles krav om tilstrækkeligt sikkerhedsudstyr, der både skal være let tilgængeligt og til at få øje på døgnet rundt. Det gælder både sikkerhedsudstyr, som en person i vandet kan søge mod, og udstyr, som folk på kajen kan gøre brug af, hvis en person er faldet i vandet.

Konkrete sikkerhedstiltag er allerede blevet udrullet flere stedet i landet. Ved havnefronten i Aalborg er der opsat orange redningsstiger med et passende mellemrum og i Aarhus Havn er der opsat et lille rækværk, der markerer havnebassinet. Når tiltag som disse kombineres med en opgradering af redningsudstyret langs havnefronterne, er vi nået et godt stykke.

I tillæg skal der gøres en langt større indsats for at undersøge, hvad der går galt, når en person falder i de danske havne. I dag undersøger politiet kun drukneulykker nærmere, hvis det ikke kan udelukkes, at der ligger en forbrydelse bag. Det betyder, at vi går glip af vigtig viden om, hvorfor en gåtur langs havnefronten nogle gange ender fatalt, og hvad der kan gøres for at mindske risikoen for drukneulykker.

Derfor er der grund til at bakke op om Rådet for Større Bade- og Vandsikkerheds ønske om oprette en national undersøgelsesordning eller havarikommission for drukneulykker.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...