Forsinkelse i FE-kommissionens undersøgelse kan trække ud til 2028

Tilsynet med Efterretningstjenester retter i august 2020 en kritik mod Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Flere medarbejdere, herunder FE-chef Lars Findsen, hjemsendes efterfølgende. (Arkivfoto).

Tilsynet med Efterretningstjenester retter i august 2020 en kritik mod Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Flere medarbejdere, herunder FE-chef Lars Findsen, hjemsendes efterfølgende. (Arkivfoto).

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Konklusionerne fra kommissionen, der blandt andet undersøger hjemsendelsen af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og forløbet af efterforskningen og de droppede straffesager mod den daværende chef Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), bliver forsinket.

Det oplyser kommissionens formand, Jens Hartig Danielsen, i et brev til justitsminister Nicolai Wammen (S) ifølge Jyllands-Posten.

I brevet forklarer kommissionens formand ifølge avisen, at "arbejdet har taget meget længere tid af forskellige grunde", herunder at "centrale dele af materialet og de oplysninger, der indgår i undersøgelsen, er klassificeret".

Kommissionen forventer, at den kan afgive beretning senest den 30. juni 2028, men at det vil ske tidligere, såfremt det kan lade sig gøre.

Kommissionens arbejde består i en udvidet undersøgelse af FE-sagen. Her skal det mere konkret undersøges, om der blev taget usaglige hensyn i forbindelse med straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen.

Kommissionen skal på baggrund af undersøgelsen også udtale sig om, hvorvidt der er grundlag for at drage nogen til ansvar.

I august 2020 fritages Lars Findsen for tjeneste. Det skyldes, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne har indledt en undersøgelse af FE for muligt ulovlige forhold.

Forsvarsministeriet offentliggør kort efter, at otte ansatte er hjemsendt.

I december samme år nedsætter den daværende regering en undersøgelseskommission.

I december 2021 - året efter - bliver Lars Findsen og tre andre personer anholdt af Politiets Efterretningstjeneste (PET). Findsen sigtes for læk af højt klassificerede oplysninger om et samarbejde mellem Danmark og USA om aflytning af datakabler.

Senere samme måned finder kommissionen ikke grundlag for at kritisere Lars Findsen eller andre.

I februar 2022 løslades Lars Findsen efter 71 døgns frihedsberøvelse i arresten i Hillerød.

Anklagemyndigheden oplyser i september 2022, at der er rejst tiltale mod Lars Findsen, der beskyldes for at have røbet statshemmeligheder til seks personer.

Højesteret beslutter i oktober 2023, at der skal være åbne døre under dele af straffesagen. Men så langt når sagen ikke - anklagemyndigheden opgiver 1. november 2023 påtale i sagen.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...