Midt- og Vestsjællands Politi fik klokken 00.31 natten mellem onsdag og torsdag en anmeldelse fra en 18-årig mand fra Kalundborg Kommune, der oplyste, at han kort forinden var blevet overfaldet af to mænd foran et fitnesscenter i Asnæs, hvor han og hans venner netop havde været inde.
Da den 18-årige og hans venner forlod fitnesscenteret blev de råbt an af to voksne mænd, som stod på den anden side af gaden.
Ifølge vennerne fulgte mændene efter dem og overfaldt den 18-årige med slag og spark.
Ifølge politiets døgnrapport beskrives mændene således: A: Mand, lys i huden, karseklippet, stort fuldskæg, *S* tatoveret på halsen, iført lys top og mørke bukser. B: Mand, lys i huden, slank af bygning, karseklippet, intet skæg, iført lyst tøj.
Den 18-årige slap væk og fik tilkaldt politiet, som kørte hastigt til stedet med flere patruljer, der ledte efter de to mistænkte mænd, men fandt dem ikke.
Det fremgår af døgnrapporten, at den 18-årige ikke var kommet noget alvorligt til, men han blev undersøgt på skadestuen.
Vidner som har set episoden eller har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.