Blake Crouchs Dark Matter er kvantefiktion pakket ind i en thriller, og den giver sig ikke ud for at være realistisk et eneste øjeblik. Det er helt med vilje - og det er en stor del af fornøjelsen.

Hovedpersonen er Jason Dessen, en fysiker, der engang havde store ambitioner, men som har valgt det almindelige liv til: en kone, en søn i teenagealderen og en stilling på et lille college i Chicago. En aften, mens han er ude efter is, bliver han overfaldet, bedøvet og vågner i et Chicago, der ikke er hans eget. 

Her er han ikke gift og har ingen søn - men han er til gengæld en verdenskendt videnskabsmand, der har bygget en maskine, som åbner adgang til et uendeligt antal parallelle verdener. Imens er der en anden, der har overtaget hans liv. 

Fanget i tomrum

Resten af bogen er Jasons forsøg på at finde hjem igen, gennem den ene foruroligende udgave af Chicago efter den anden - fra udbrændte ruinlandskaber til iskolde ørkener, fanget i tomrummet mellem verdenerne.

Hele konstruktionen hviler på Schrödingers kat og forestillingen om, at hvert valg, vi træffer, spalter virkeligheden i nye grene - teorien om multiverset. Det lyder mere kompliceret, end det føles. 

Crouch doserer fysikken med omtanke og giver os akkurat nok til, at den driver historien frem i stedet for at stå i vejen for den. Man behøver ikke at vide noget om kvantemekanik for at følge med - teorien er der for at hjælpe fortællingen på vej, ikke for at imponere.

Sproget er skåret helt ind til benet. Beskrivelserne er få, replikkerne korte, og Crouch deler gerne teksten op i enkeltstående linjer, der presser tempoet i vejret. Det giver et voldsomt drive, som jeg ind imellem synes er lidt for meget. 

Det er en fortælling, der hele tiden vil videre, og som passer perfekt til en bog, hvor jagten næsten aldrig giver slip – og resulterer i en slutning, hvor man knap kan lægge bogen fra sig.

Stiller ubehagelige spørgsmål

Det, der løfter Dark Matter op over den gennemsnitlige techno-thriller, er følelsen i den. Jasons kærlighed til sin kone og søn får plads, vægt og forhistorie, og det er netop dén tyngde, der gør de store spørgsmål vedkommende. For bag al den indbyggede action handler bogen om valg: dem vi traf, dem vi lod ligge, og dem andre traf for os. 

Den borer i fortrydelsen over den vej, man ikke gik, og stiller det ubehagelige spørgsmål om, hvad der egentlig er tilbage, når man skræller vaner og omstændigheder væk - hvad gør mig til mig? Det er eksistentielle spørgsmål, der bliver siddende, længe efter sidste side er læst.

Hæsblæsende

Dark Matter er ikke en fornuftig bog, men det skal man heller ikke bedømme den på. Den er fuldt bevidst om sin egen urimelighed og morer sig med præmissen hele vejen. 

Det er længe siden, jeg har læst noget så hæsblæsende, og den slutter med et fantastisk twist, der både vender op og ned på det hele og får brikkerne til at falde på plads på én gang. En klar anbefaling - også til læsere, der normalt holder sig på afstand af science fiction.