Lørdag 25. juli klokken 15-17 inviterer Pakhuset til sommerkoncert med Rasmus Sørensen Trio – en af Europas mest originale jazztrioer med pianist og komponist Rasmus Sørensen i front, skriver Pakhuset i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Efter fem år på New Yorks jazzscene, hvor han spillede sig til en plads blandt byens mest efterspurgte pianister, gæster Rasmus Sørensen nu Pakhuset i Nykøbing Sjælland.
Selvom Rasmus Sørensen kun er 28 år, har han allerede markeret sig som et af de mest markante nye navne på den europæiske jazzscene. Han modtog Danish Music Award som Årets Musiker i 2024, blev hædret med Ben Webster Prisen i 2025 og har udgivet tre albums.
Rasmus Sørensen optræder sammen med den svenske kontrabassist Jon Henriksson og trommeslager Cornelia Nilsson. Trioen er kendt for et musikalsk samspil, hvor improvisation, melodisk finesse og rytmisk energi er i centrum. Hvis vejret tillader det, holdes koncerten udendørs på Pakhustorvet foran Pakhuset.