Sorø Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum søger ny kunst til en ny udstilling næste år.
Derfor inviterer de to museer professionelle billedkunstnere til at skabe et sanseligt og fantasifuldt udstillingsprojekt til 'SANS! Nye verdener' i 2028, som de skriver i en pressemeddelelse.
- Holstebro Kunstmuseum og Sorø Kunstmuseum viser hvert andet år i perioden 2024-2028 en sanseudstilling under den samlede titel Sans! Nye verdener. Dette Open Call angår den tredje og sidste udstilling i rækken, som finder sted i 2028, står der i pressemeddelelsen, som fortsætter:
- Sanseudstillingen skal åbne kunstens verden for besøgende i alle aldre. Med udgangspunkt i forførende visuelle og taktile universer, der appellerer til både sansning og refleksion, ønsker vi at invitere vores gæster til at se, røre, dufte og lytte. Det er væsentligt, at udstillingen bidrager til et håndgribeligt og nysgerrigt forhold til kunsten og de store spørgsmål, den stiller. Ved at opleve kunsten med kroppen lærer vi mere om os selv og vores omverden.
Hvem kan søge?
De to museer vil gerne høre om projekter fra professionelle billedkunstnere, der eventuelt er i samarbejde med scenografer, arkitekter eller designere. Der kan ansøges som enkeltkunstner, duo eller gruppe. Deadline for ansøgning er 21. september 2026 klokken 12. Ansøgningen sendes til Ida Lehrmann Madsen på Sorø Kunstmuseum på opencall@sorokunstmuseum.dk.