Når Ungdommens Røde Kors denne sommer samler børn og unge på ferielejre over hele landet, får lejrene igen besøg af Hansens Is. Ismejeriet sender isbilen afsted med økologisk is for at give børnene en sød pause i ferien og bidrage til de gode sommerminder, som lejrene er sat i verden for at skabe. Også lokalt får børn glæde af isen.
For mange børn er sommerferien forbundet med rejser, ture til stranden og is i solen. Men sådan er det ikke for alle. Derfor arrangerer Ungdommens Røde Kors hvert år ferielejre for 1450 børn og unge, der af forskellige årsager kan have brug for et frirum i ferien.
Her skaber frivillige trygge rammer med leg, fællesskab og oplevelser, som børnene kan tage med sig hjem. Hansens Is besøger samtlige 22 lejre med økologisk flødeis, og den ene lejr ligger endda i Jægerspris, hvor Hansen Is også hører hjemme.
- En is kan virke som en lille og måske ubetydelig ting for mange. Men når den bliver spist sammen med andre børn og unge på en ferielejr, hvor man griner, leger og mærker, at man er en del af et fællesskab, kan den blive en del af noget meget større. Det er netop derfor, vi bliver ved med at bakke op. Vi synes, det er enormt vigtigt, at de her børn får gode sommeroplevelser på lige fod med andre børn, siger Anders Eibye Hansen, fjerde generation i familievirksomheden Hansens Is.
Hansens har i mere end 10 år støttet Ungdommens Røde Kors’ arbejde. Anja Nielsen, seniorprogramkonsulent og programleder for Ferielejr hos Ungdommens Røde Kors, fortæller, at det giver deres frivillige flere muligheder for at skabe en magisk uge.
- Det er uden tvivl de frivillige, der er hjertet i ferielejrene. De bruger deres ferie på at give børnene nærvær, omsorg og oplevelser, som kan betyde rigtig meget. Vi kan ikke løse de udfordringer, som mange børn står i, men vi kan bidrage med det, vi er gode til. Med isen håber vi at give både børn og frivillige et øjeblik, hvor sommeren føles lidt ekstra god, og hvor børnene får et minde med hjem, de husker for noget godt, siger Anders Eibye Hansen.
I Danmark er der over 72.000 udsatte børn. Derfor er initiativer som Ungdommens Røde Kors’ ferielejre vigtige, så flere børn får gode sommerminder med tilbage, når skoleferien slutter.