Vi er denne sommer publikum til et fodbold-VM, hvor korruption og magtmisbrug har nået et nyt lavpunkt. At formanden for det internationale fodboldforbund FIFA, Gianni Infantino er en mand med en flosset moral, er ingen overraskelse. Han fortsætter blot rækken af lumpne FIFA-spidser, der har raget til sig på sportens bekostning. Underlige pengestrømme og endnu mere løjerlige destinationer for værtslande er efterhånden new normal i FIFAs verden af principper, der er til for at blive bøjet.
Anstændighedens grænser bliver kontinuerligt flyttet i VM-fodbold. Hver gang vi tror, at det ikke kan blive værre, dukker en ny og vildere sag op. Senest anført af USA's præsident og modtager af FIFAs til lejligheden opfundne fredspris Donald Trump, der med et telefonopkald til sin nye ven Infantino fik ændret et rødt kort til nul og niks, så den amerikanske topscorer Folarin Balogun kunne slippe for den karantæne-straf, der gælder for alle andre i en slutrunde.
Før eller siden må vi spørge os selv, hvem det egentlig er, der er værst. Dem, der korrumperer fodbold – eller os der ser på uden at gribe ind?
Indtil da må vi glædes over Norge. I et grumset hav af grundstødt fodboldetik er det norske landshold sejlet rent ind i kernen hos alle de fodboldelskere, der stadig tror på det smukke spil. De er moderne vikinger på togt, bevæbnet med overraskelsesangreb, ægte talent og skandinavisk humor. Når de sidder der og ror ud i luften før en kamp, er det både med en blanding af selvironiske grin og en dyb alvor med adresse til fortidens brutale erobringer af nyt land. Nok er de hver især rare gutter, men de kommer som en enhed for at vinde!
Nordmændene har vist os, hvordan man samler et fodboldfolk på tværs af nationaliteter omkring en sport på randen af kollaps. Det ser måske lidt fjollet ud, når voksne mennesker sidder og luft-ror og råber i takt. Men hvis man kan få et helt land ombord og naboerne med uden at bestikke eller true sig til det, så fortæller det også en historie om længslen efter det pure fællesskab, der kæmper med lige dele styrke og ære.
Det er en national stolthed, vi som danskere kan læne os op ad, når nu vi selv kæntrede på vejen til Amerika.
Uanset hvor langt Norge kommer i dette VM har de vundet vores hjerter. Tak for det.