Når en ny social- og sundhedsassistent begynder på et plejehjem, kan der opstå meget tvivl og mange spørgsmål. Det oplevede Jonas Espersen Lange også, da han startede som sosu-assistentelev på plejehjemmet Ålholmhjemmet. Men han havde en særlig person at gå til.
I Hillerød Kommune har de nemlig som en del af et statsstøttet projekt ansat fire vejledere, som arbejder på fuld tid - 37 timer om ugen - med at tage sig af kommunens sosu-elever. Tidligere lå opgaven udelukkende hos en daglig vejleder, som også er en del af den daglige drift.
Læs også
- Man føler, man er i trygge hænder, og man får lov at stille nogle af de spørgsmål, man går med, og som ens daglige vejleder ikke lige har tid til at svare på, fortæller Jonas Espersen Lange i en pressemeddelelse fra kommunen.
Der er hårdt brug for sosu'er som Jonas. Faktisk forventer Hillerød Kommune, at der allerede inden for fire år vil mangle omkring 100 social- og sundhedsmedarbejdere. I den forbindelse er fuldtidsvejlederne med til at tiltrække nye ansøgere og fastholde dem, der allerede er startet.
En af de fire fuldtidsvejledere er Christina Höcker Frederiksen, som blandt andet har fokus på at støtte op om sosu-elevernes refleksioner og sørge for nogle pædagogiske tiltag, så teorierne bliver koblet på.
- Det har før været svært at have tid til, fordi den daglige drift spænder ben. Jeg har tiden til det, fordi jeg er der hele dagen. Jeg indgår ikke i en normering og de praktiske gøremål, siger hun.
Læs også
Første tid
Eleverne har besvaret spørgeskemaer og deltaget i fokusgruppeinterviews undervejs i projektet, og det viser en positiv udvikling, beretter kommunen.
Eleverne oplever øget trivsel, større faglig udvikling og en mere struktureret start på deres oplæring.
Undersøgelserne viste også, at der var behov for forbedringer i oplæringsperioden. Derfor har fuldtidsvejlederne blandt andet udviklet en procedure for elevernes første tid, så de får en tryg start og ikke føler sig pressede eller overbebyrdede.
- Vi ved, at det tidligere har været vanskeligt at planlægge og overholde en struktureret og tryg start for elever. I den travle hverdag kan eleven føle sig overset og mindre inkluderet i gruppen. Så det har vi haft et særligt opmærksomhedspunkt på, fortæller Christina Höcker Frederiksen.
Læs også
Jonas Espersen Lange oplevede, at han blev taget godt imod, da han startede.
- Det har været trygt og rart at starte. Det har været nemt at lære, og jeg er landet et godt sted. Jeg har haft en god opstart med al den viden, jeg skulle have, siger han.
Skriftlige opgaver
Som en del af oplæringen arbejder eleverne med en række læringsmål og afleverer blandt andet skriftlige opgaver, hvor de skal koble teori og praksis. Tidligere var det den daglige vejleder, der skulle sikre elevens læring og udbytte af opgaverne.
Fuldtidsvejledere
Siden august 2025 har Hillerød Kommune haft fuldtidsvejledere med fuldt fokus på SOSU-eleverne. Formålet er at sikre, at eleverne kommer trygt og godt igennem uddannelsen og udvikler sig fagligt mest muligt.
Fuldtidsvejlederne er en del af projektet ”Øget faglighed, trivsel og tilknytning”, som viser, at kombinationen af en daglig vejleder og en fuldtidsvejleder styrker elevernes faglighed og øger deres trivsel under uddannelsen.
Ordningen med fuldtidsvejledere er et forsøg, der løber resten af 2026. Projektet er støttet af puljemidler fra Undervisningsministeriet, og der vil blive søgt om midler til at fortsætte ordningen i 2027.
Til budgetforhandlingerne skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om der skal afsættes mellem 1,135 og 2,346 millioner kroner til at fortsætte ordningen.
- Det, har jeg kunnet forstå, har været vanskeligt, fordi den daglige vejleder har en hel dagligdag, der skal kunne fungere, og så skal de også sætte nogle timer af til at kigge på opgaver. Så det er rart, at man har en fuldtidsvejleder, som er der 100 procent for det, siger Jonas Espersen Lange.
Læs også
Fuldtidsvejlederne har bedre mulighed for at arbejde systematisk med elevernes læring, og hver 14. dag følger de en elev i deres hverdag.
- Jeg lægger et fokusmål over to uger og siger, at det her koncentrerer vi os om, så når vi går ind til en borger, så kigger vi primært på for eksempel kommunikation med borgeren i dag. Og så spørger jeg ind til en masse teori om spørgeteknikker, og hvordan man kommunikerer bedst med borgeren. Og efter de to uger har vi vejledningstid, hvor vi ser på, hvad eleven har arbejdet med, lært og reflekteret over, fortæller Christina Höcker Frederiksen.
Ordningen med fuldtidsvejledere løber resten af 2026.
Læs også
