En teaterforestilling foregår selvfølgelig på en scene. Måske på bonede gulve, bag tunge tæpper og med publikum trygt placeret i bløde og mørkerøde stole. Eller gør den? Mungo Park vil nu flytte teatret ud af salen og ind i private hjem i Høje-Taastrup.
- Mungo Park søger værtspar i Høje-Taastrup til at huse teaterklassikeren Et Dukkehjem.
- Forestillingen opføres i private hjem med tre skuespillere og 30 publikummer.
- Værtspar skal have et ekstra rum tilknyttet stuen, men boligen behøver ikke være stor.
- Oplevelsen er organiseret og tryg med en forestillingsleder til stede.
- Forestillingen spiller fra 31. august til 5. september i Høje-Taastrup.
Hvad ville du sige til at flytte sofabordet, så din egen stue kan blive en teaterscene for en aften?
Det prisbelønnede teater Mungo Park søger lige nu seks lokale værtspar, der vil åbne deres hjem for Henrik Ibsens verdenskendte teaterklassiker Et Dukkehjem, så dramaet ikke opføres på en scene, men i helt almindelige private hjem.
Læs også
- Narkosælger dømt - opbevarede kokain på et offentligt sted
- Guldregn til Taastrup: Håndboldpiger vinder stor, international turnering
Tre skuespillere, omkring 30 publikummer og en almindelig stue er de centrale ingredienser i forestillingen, som oprindeligt er udviklet af teatergruppen Fix & Foxy og tidligere har været opført med stor succes både i Danmark og udlandet.
Hvis Ibsens ambition var at komme tættere på virkeligheden, hvorfor så ikke spille stykket dér, hvor det faktisk foregår?
Maja Ries, administrativ chef og producent hos Mungo Park
Hos Mungo Park håber man, at formatet kan give flere borgere et helt særligt møde med scenekunsten.
- Vi ville gerne skabe en teateroplevelse, der kommer helt tæt på borgerne og måske også når ud til mennesker, som ikke normalt går så meget i teatret, siger administrativ chef og producent Maja Ries.

Idéen bag forestillingen hænger tæt sammen med Henrik Ibsens originale værk, som netop foregår i et hjem.
- Henrik Ibsen bliver ofte kaldt naturalismens fader, fordi han insisterede på at skildre virkelige mennesker og virkelige problemer på scenen. Derfor syntes vi, det var en spændende tanke at tage næste skridt og flytte historien ud af teatret og ind i et rigtigt hjem, spørger Maja Ries.
Hun fortsætter:
- Når publikum oplever teater i en privat stue, sker der noget ganske særligt. Man bliver mere end en tilskuer. Man bliver nærmest et vidne til det, der udspiller sig, siger hun.
En toværelses lejlighed er nok
Selvom tanken måske kan få nogle til at forestille sig store villaer med masser af plads, er kravene til værtsparrene overraskende beskedne.
Værterne skal være et par og bo i kommunen, men boligen behøver hverken være stor eller eksklusiv.
- Mange tror måske, at man skal have et stort hus for at kunne være vært, men det er slet ikke tilfældet. Vi har erfaring med, at selv en almindelig toværelses lejlighed kan fungere fint. Publikum sidder og står dér, hvor der er plads, og vores forestillingsleder sørger for at indrette rummet, så det fungerer bedst muligt, siger Maja Ries.
Det eneste væsentlige praktiske krav er, at der findes et ekstra rum i tilknytning til stuen, da det indgår i forestillingens handling.

Ingen grund til bekymring
For nogle kan det virke grænseoverskridende at lukke 30 fremmede mennesker ind i hjemmet. Men ifølge Mungo Park er oplevelsen både velorganiseret og tryg.
- Jeg forstår godt, hvis nogle er lidt nervøse ved tanken om at få 30 fremmede mennesker ind i deres hjem. Men vores erfaring er, at det faktisk bliver en meget tryg og positiv oplevelse. Vi har en forestillingsleder med hele vejen, som hjælper med alt det praktiske, og vi afleverer naturligvis hjemmet i præcis samme stand, som vi modtog det, siger Maja Ries.
Gave til værtsparret
Mungo Park søger i alt seks værtspar fra Høje-Taastrup. Som tak for hjælpen modtager værtsparrene blandt andet gavekort til teateroplevelser hos Mungo Park og andre mindre gaver.
Interesserede kan kontakte forestillingsleder og caster Michelle Bak på michelle@mungopark.dk for at høre mere om projektet.
Hvis du skulle sælge oplevelsen til et værtspar med én sætning, hvad ville du så sige?
- Jeg ville jeg kalde den en 'once in a lifetime'-oplevelse, hvor hver eneste forestilling er unik, fordi den opføres i et nyt hjem hver aften, og man kommer helt tæt på både historien og skuespillerne, lyder det fra Maja Ries.
Det er planen, at forestillingen skal spille i perioden fra den 31. august til den 5. september i Høje-Taastrup. Mungo Park søger også værtspar i Gladsaxe og Albertslund, hvor forestillingen ligeledes skal opføres i private hjem.