Bor man i enten Hedehusene, Reerslev, Stærkende eller områderne omkring Hedeland i det hele taget, kan man de kommende dage godt se frem til nogle trafikale ændringer.
Mellem 18. og 26. juli kommer Spejdernes Lejr nemlig til at indtage naturområdet, der lapper ind over både Høje-Taastrup, Roskilde og Greve Kommuner.
En af de større ændringer for særligt bilister bliver, at Brandhøjgårdsvej i de dage bliver spærret af på grund af lejren.
Det fremgår Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside, som redaktionen også har beskrevet før.
Læs også
- Få overblikket: Sådan kommer kæmpe sommerlejr til at påvirke trafikken i en uge
- Denne gang kommer kæmpe sommerlejr endnu tættere på lille landsby: - Enkelte er bekymrede, men de fleste glæder sig
Vejen strækker sig fra Hedehusene, ned gennem Reerslev og ender i Stærkende, så skal igennem de områder i disse dage, må man finde sig en anden vej.
På kommunens hjemmeside er der i forlængelse af et borgermøde 11. maj lavet et skriv for dem, der skal til eller fra Reerslev i disse dage.
Alternativ transport omkring Reerslev
Busser:
Det betyder, at busruterne 128 og 224 fortsat får ændrede køreplaner i perioden 18.-26. juli, og der vil blive indsat ekstra bybusser bus 222 og 111, som kører mellem Roskilde St. og lejren og mellem Høje-Taastrup St. og lejren.
Bybusserne 222 og 111 stopper ved busstoppestedet på lejren, som ligger på Tranemosevej tæt på Reerslev Kirke. Bybusserne kører i perioden 19.-25. juli.
De specifikke afgangstider for de ændrede køreplaner for busruterne 128 og 224 og for bybusserne 111 og 222 bliver tilgængelige på Rejseplanen.
Køretilladelse:
I forbindelse med Spejdernes Lejr 2026 er den eneste vej ind i Reerslev fra Stærkendevej via Brandhøjgårdsvej og Tingstedvej og samme vej ved udkørsel fra Reerslev.
Samtidig er der behov for at holde besøgende til Spejdernes Lejr 2026 ude fra Reerslev, hvilket løses med en kørselstilladelse, som skal vises ved indkørsel til Reerslev. Køretilladelser er sendt ud via e-Boks 30. juni til alle beboere i Reerslev, og I er velkomne til at give en kopi til venner, håndværkere m.fl., som kommer for at besøge jer. Hvis der er spørgsmål vedr. køretilladelser, kan du kontakte koerselstilladelser@sl2026.dk eller de folk, der står ved vejspærringen under lejren.
I hele perioden vil det være muligt at transportere sig rundt på cykler og andre lette transportmidler (elcykler, løbehjul, elektriske kørestole mm.), både på lejren og gennem vejafspærringer.
Flere veje spærres
Også på Spejdernes Lejrs hjemmeside kan man følge med i, hvilke ændringer der er trafikalt set.
Her fremgår det, at også Thorsbrovej spærres af i perioden, at Tingstedvej bliver det i den nordlige ende, mens der i den sydlige ende af Tingstedvej ind- og udkørsel for beboere i Reerslev via bemandet afspærring af Brandhøjgårdsvej mellem Tingstedvej og Stærkendevej.
For at benytte sig af den, skal man have køretilladelse, hvilket man kan få som beboer.
Desuden opfordrer Spejdernes Lejr til, at man overvejer, hvorvidt man kan udskyde sin kørsel i området 18. og 26. juli, der er henholdsvis ankomst- og afrejsedage for de godt 30.000 spejdere, der kommer til området.
