En ganske almindelig cykeltur gennem Lystanlægget i Ringsted kunne tirsdag formiddag være endt helt fatalt.
Klokken 10.11 modtog Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en kvindelig cyklist, som havde opdaget, at en fiskesnøre var spændt ud over cykelstien. Hun nåede at se snøren, inden hun ramte den, og fjernede den selv, så ingen efterfølgende kom til skade.
Hos politiet ser man med alvor på episoden, selvom man umiddelbart vurderer, at der formentlig er tale om en tankeløs handling.
- Vi antager, at der er tale om en eller anden form for drengestreger, hvor man i et øjebliks ubetænksomhed sikkert har syntes, at det kunne være sjovt. Det er jo klart, at vi synes, det er ekstremt uheldigt, siger kommunikationschef Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Kunne have fået
alvorlige følger
Ingen personer kom til skade i forbindelse med episoden, men ifølge politiet kunne situationen have fået alvorlige konsekvenser.
- Det værste, der kunne ske, er vel, at man vælter. Er man uheldig nok, kan man komme rigtig galt af sted, hvis man slår hovedet, eller hvis man bliver forskrækket over, at man lige pludselig kører ind i et eller andet, siger Thomas Kristensen.
Politiet formoder, at den kvindelige anmelder var den første, der passerede strækningen, efter fiskesnøren var blevet spændt op.
- Noget tyder på, at hende, der anmeldte det, var den første, der kørte på strækningen, efter den var blevet sat op, siger Thomas Kristensen.
Kommer med klar
opfordring til forældre
Sagen får samtidig politiet til at sende en opfordring til forældre med børn og unge i området.
- Hvis man har børn i området, kan man da godt tage en snak med sine børn om det, siger Thomas Kristensen.