Stevns Fyrcenter inviterer besøgende indenfor til udstillingen "Formfulde farver i Norden" i perioden frem til 21. august. Billedkunstnerne Inga Dora Sigurdardottir og Birgitte Drent Sørensen står bag udstillingen, der finder sted i FyrmesterBoligen ved Stevns Fyr.
Inga Dora Sigurdardottir voksede op på Westmannaøerne, syd for Island. Siden 2006 har hun boet i Haslev med sin familie. Hun begyndte med at male i akryl, men har siden kastet sig over akvarellen, hvor hun arbejder med motiver fra den islandske natur. Særligt lunden, en islandsk fugl, fylder meget i hendes værker.
Birgitte Drent Sørensen bor til daglig i Faxe Ladeplads. Hun har beskæftiget sig med akrylbilleder siden 2006, og henter inspiration fra sine rejser i de nordatlantiske lande. På udstillingen kan man opleve malerier fra både Grønland, Færøerne og Island. Derudover sætter Birgitte også fokus på historiske motiver som helleristninger, hulemalerier og gotlandske billedsten.
De to kunstnere deler en passion for det nordatlantiske, og de har gennem flere år holdt fælles udstillinger. Deres stilarter er forskellige, men de supplerer hinanden godt, og begge kunstnere vil være til stede de fleste dage i udstillingsperioden.
Åbningstiderne for udstillingen er mandag til torsdag klokken 11.00 til 16.00 og fredag til søndag klokken 11.00 til 17.00. Interesserede kan møde kunstnerne ved ferniseringen lørdag 25. juli klokken 12.00 til 14.00.
