Et omkring 50 meter langt stillads væltede tidligt tirsdag aften ned over Nørrebrogade i København.
En 31-årig mand er som følge af episoden kørt til behandling på Rigshospitalet. Hans tilstand er kritisk, og de pårørende er underrettet.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Nicolai Ullits til Ritzau.
Politiet fik anmeldelsen klokken 17.31. Området blev afspærret, mens oprydningsarbejdet var i gang.
Omkring klokken 04.00 blev Nørrebrogade igen åbnet for trafik. Det fortæller vagtchef Anette Ostenfeldt onsdag morgen.
Stilladset væltede omkring Nørrebrogade nummer 230, hvor flere elledninger også blev revet ned på kørebanen.
Ifølge Anette Ostenfeldt er politiet i gang med at efterforske de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
- Vi kan ikke sige noget om årsagen endnu. Nu bliver stilladset fjernet, og så har vi jo allerede foretaget en masse efterforskningsskridt – taget billeder og den slags. Så skal man til at analysere, hvad det er, der er gået galt, siger hun.
Til Ritzau siger vagtchefen, at man kun har meldinger om en enkelt tilskadekommen.
Operationschefen ved Hovedstadens Beredskab, Martin Schmidt Kjærsgaard, fortalte tidligere på aftenen til B.T., at man var ved at danne sig et overblik.
- Vi skal sikre, at det resterende stillads ikke falder ned, og at der ikke ligger nogen under, sagde han til mediet.
Som følge af afspærringer i området var flere buslinjer påvirkede. Blandt andre 5C og 4A blev akut omlagt i begge retninger, skrev trafikselskabet Movia tirsdag på sin hjemmeside.
RITZAU