Politiker:  Det handler om børnene

Christina Wex er formand for børneudvalget i Gentofte Kommune.

Christina Wex er formand for børneudvalget i Gentofte Kommune.

Foto: Presse

Budgetforhandlingerne er i gang, og som led i processen har forvaltningen peget på en række mulige besparelsesforslag.

Et besparelsesforslag er ikke en beslutning, men et arbejdsredskab, der giver politikerne mulighed for at prioritere på et oplyst grundlag, og det skal vi gøre løbende for at sikre, at ressourcerne bruges bedst muligt.

  • Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.

Et af forslagene handler om administrationstilskuddet til selvejende dagtilbud. Det er ikke et forslag, jeg kommer til at arbejde for, og jeg har fuld forståelse for, at det kan skabe bekymring, som Tina Thomsen, forperson i en af kommunens selvejende dagtilbud, giver udtryk for.

Desværre nærer forslaget samtidig en fortælling om, at "kommunen" er imod selvejende institutioner. Den virkelighed genkender jeg ganske enkelt ikke.
Selvejende dagtilbud er en vigtig del af det mangfoldige dagtilbudsområde i Gentofte, som vi gennem mange år har bygget op, og som jeg som formand ønsker at bevare. Det er en styrke, at familier i Gentofte kan vælge mellem forskellige dagtilbud med hver deres kultur, traditioner og lokale forankring.

I de fire et halvt år, jeg har været medlem af kommunalbestyrelsen, har jeg aldrig oplevet, at hverken politikere eller forvaltningen har talt de selvejende institutioner ned. Tværtimod.

Jeg besøger dagtilbud næsten hver uge og møder engagerede ledere, dygtige medarbejdere og aktive forældrebestyrelser – uanset driftsform. Min oplevelse er, at ambitionen er den samme alle steder; at skabe de bedst mulige rammer for børnene.

I de senere år er der investeret betydeligt i dagtilbudsområdet. Vi styrker læringsmiljøerne, styrker medarbejdernes faglige udvikling, prioriterer flere penge til forebyggende indsatser og arbejder målrettet for at reducere dokumentation, så der bliver mere tid til kerneopgaven. Altså til børnene.

Derfor håber jeg, at vi kan lægge fortællingen om "dem og os" endegyldigt bag os. For mig handler det ikke om, hvem der driver institutionen. Det handler om kvaliteten i alle Gentoftes børns hverdag – om nærvær, omsorg, dygtige voksne og stærke fællesskaber.

Det er dét, der bør være omdrejningspunktet både i den politiske debat og i samarbejdet mellem institutioner, forvaltning og politikere.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...