Mens butikker lukker på landsplan, blomstrer handelslivet lokalt

I Sorø oplever man, som et af de få steder på landsplan, at flere butikker åbner end lukker. 

Formand for Sorø Handel & Service Katrine Rogert tror på, at der også i fremtiden kommer til at opleves fremgang blandt butikslivet i Sorø.

Formand for Sorø Handel & Service Katrine Rogert tror på, at der også i fremtiden kommer til at opleves fremgang blandt butikslivet i Sorø.

Foto: Emilie Haumann Munck

Tendensen på landsplan er den samme. De fysiske butikker forsvinder. Det bekræfter en ny analyse fra SMVDanmark. Enkelte steder i landet har man dog formået at åbne flere butikker i bybilledet. Et af de steder er i Sorø, hvor man oplever fremgang i antallet af butikker. Men den positive udvikling er ikke kommet af sig selv. Den har krævet hårdt arbejde.

Det fortæller Katrine Rogert, formand for Sorø Handel & Service.

I fem år har hendes vigtigste opgave som formand for foreningen været at varetage virksomhedernes og butiksejernes interesser. Nu bærer det hårde arbejde frugt for både hende selv, resten af foreningen og byens butikker.

Den Korte Version
  • Sorø oplever en stigning i antallet af butikker, modsat den nationale tendens.
  • Kreative og oplevelsesbutikker bidrager til byens handelsfremgang.
  • Fra 2020 til 2024 steg antallet af butikker i Sorø med 12,1 procent pr. 1.000 indbyggere.
  • Sorø Handel & Service har 70 medlemmer, der styrker byens handelsliv.
  • Byens succes skyldes loyalitet, god service og en stærk grundfortælling.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Oplevelsesbutikker

Det er ikke mere end en uge siden, at Katrine Rogert og næstformand Magnus Bruun kiggede på hinanden og konstaterede, at det virkede, som om der var mere liv i byen end normalt.

- Vi har haft en fornemmelse af, at der har været mere liv i byen i hverdagen. Sommeren har altid været lidt svær, fordi vi ikke har så mange turister, og det har vi altid kunnet mærke. Men byen er ikke død i år, og der er mennesker hele tiden. Man kan ikke få en parkeringsplads, og det er pissedejligt, siger Katrine Rogert.

Fornemmelsen blev mere eller mindre bekræftet, da analysen fra SMVdanmark udkom.

Formand for Sorø Handel & Service Katrine Rogert og næstformand Magnus Bruun.
Formand for Sorø Handel & Service Katrine Rogert og næstformand Magnus Bruun. Foto: Emilie Haumann Munck

Analysen viser, at butikslivet i Sorø er i fremgang. Og det er en udvikling, man har arbejdet benhårdt for at skabe.

Katrine Rogert mener dog ikke, at de tiltag, man har gennemført i Sorø, nødvendigvis kan overføres direkte til andre byer.

- Det handler om at finde sin bys eget DNA. Noget af det, vi har gjort i Sorø, og som jeg synes kan noget helt særligt, er, at vi har fået flere kreative butikker, fortæller Katrine Rogert.

Som eksempel nævner formanden Eich Keramik, der ud over at være en butik også afholder workshops.

- Vi må bare indse, at vi ikke kommer tilbage til 80'erne, hvor der var sko-, tøj- og sportsbutikker i massevis. Vi skal finde ud af, hvad vi skal i stedet, lyder det fra formanden.

Hun peger på oplevelsesbutikker, som folk er nødt til at besøge fysisk, som en oplagt strategi at arbejde videre med.

- Det giver liv i gaden og afkast til de øvrige butikker, siger Katrine Rogert.

En god grundfortælling

Fra 2020 til 2024 er der kommet 12,1 procent flere butikker pr. 1.000 indbyggere i Sorø. Det er stik modsat den generelle tendens. På landsplan er antallet af butikker i samme periode faldet med 7,4 procent, viser analysen.

- Det skyldes flere ting, for det er en tendens, der ikke kan vendes med et knips. Det kræver, at man skruer på mange parametre, fortæller Katrine Rogert.

Hun peger på, at en af Sorøs største styrker er de meget loyale kunder, og at hver enkelt butik gør sig umage for at levere god service og have et udvalg, som kunderne efterspørger.

En af de vigtigste opgaver har derfor været at skabe en god fortælling om Sorø.

- Det, vi arbejder mest med, er relationer. Alle kan gå på nettet og handle, men vi vil gerne have, at kunderne handler hos os, fordi de har en relation, føler sig genkendt og set og er en del af byen i hverdagen. Vi har natur og kultur, og vi er heldige at have en rigtig stærk grundfortælling, som vi bygger videre på, siger Katrine Rogert.

Medlemsrekord 

Lige nu har Sorø Handel & Service 70 medlemmer. Det tæller også virksomheder, som ikke nødvendigvis har en butik i Storgade.

- Det er det højeste medlemstal, vi har haft i de seneste 10 år, siger Katrine Rogert.

Hun fortæller, at foreningen afholder en årlig generalforsamling, og at bestyrelsen mødes cirka en gang om måneden. Derudover er der nedsat forskellige aktivitetsgrupper, som står for at arrangere byens større begivenheder.

- Sorø skal være et sted, hvor folk har lyst til at komme, opholde sig, handle og bo. Vi har fået et rigtig godt samarbejde med kommunen, og det er en ny følelse for os. Der er kommet en borgmester og en udvalgsformand, som virkelig gerne vil lytte til os. Det betyder ikke, at vi får alt, hvad vi ønsker, men vi bliver lyttet til, siger Katrine Rogert.

Derfor ønsker man at fortsætte ad den kurs, der allerede er lagt.

- Ingen træer vokser ind i himlen, og jeg tror ikke på mirakler, men jeg tror på, at der er en generel tendens til, at borgerne – især ude i lokalsamfundene – får øjnene op for, hvad man får, når man handler lokalt. Man får juletræstændinger, markedsdage, praktikpladser til sine børn og alt det, der følger med. I bund og grund får man den kæmpe synergi, der ligger i at have en aktiv by. Sorø oplever en optur lige nu, og den tror jeg ikke er væk om fem år.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...