Nyuddannede jordemødre forlader fødegange efter få år

Hver tredje jordemoder, der blev uddannet i 2019 og 2020, har i dag forladt arbejdet på fødegangen. Det viser en undersøgelse som Jordemoderforeningen har lavet. (Arkivfoto).

Hver tredje jordemoder, der blev uddannet i 2019 og 2020, har i dag forladt arbejdet på fødegangen. Det viser en undersøgelse som Jordemoderforeningen har lavet. (Arkivfoto).

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

36 procent af de jordemødre, der blev uddannet i 2019 og 2020, har forladt fødegangene igen.

Det viser en ny undersøgelse, som Jordemoderforeningen har lavet.

I gennemsnit tog det ifølge undersøgelsen 3,2 år, før dem, der ikke længere arbejder på landets fødegange, var stoppet.

Det betyder, at de pågældende i gennemsnit arbejdede kortere tid på en fødegang, end det tog at gennemføre uddannelsen. Uddannelsen til jordemoder tager 3,5 år at gennemføre.

Jordemødrene i undersøgelsen henviser til årsager som travlhed og bemanding, weekendarbejde og høje følelsesmæssige krav.

- At børn bliver født døgnet rundt, kan vi ikke ændre. Men vi kan ændre de rammer, jordemødre arbejder under, siger Jordemoderforeningens forkvinde, Lis Munk, i en skriftlig kommentar.

Undersøgelsen peger også på, at coronapandemien har bidraget til et øget arbejdspres.

Ifølge undersøgelsen har jordemødre, der er uddannet i hovedstadsområdet, en større risiko for at forlade faget end andre steder.

Jordemoderforeningen lavede den samme undersøgelse i 2021. Dengang viste undersøgelsen også, at omkring hver tredje jordemoder havde forladt fødegangen efter fem til seks år.

Efter den undersøgelse blev der lavet en politisk aftale om flere ansatte på fødegangen, ligesom jordemødrenes løn også er blevet løftet.

Lis Munk mener, at den nye undersøgelse er et signal om, at arbejdsvilkårene ikke holder.

- Vi kender allerede nogle af løsningerne – bedre rammer for vagtarbejdet og mindre, mere overskuelige fødesteder. Nu er det tid til at gribe de lavthængende frugter, lyder det.

Til Politiken siger Cecilie Søby Thorsen, der er forperson for de Jordemoderstuderendes Landssammenslutning, at hun ikke tror, at de nyuddannede mangler motivation.

- Vi vidste selvfølgelig godt, før vi søgte ind på studiet, at der er skiftende vagter. Men det er noget andet at leve i det. Det er svært at forestille sig på forhånd, hvordan det er. Jeg er helt sikker på, at ingen jordemødre uddanner sig med det formål at droppe fødegangsarbejdet efter få år, siger hun til avisen.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...