Lille Virgil, Orla Frøsnapper, Næsehornet Otto og alle de andre rødder indtager Frøsnapperbyen fra 13. juli til 9. august, når Frilandsmuseet holder Frøsnapperfestival, skriver museet i en pressemeddelelse og fortsætter:
- I kan ræse rundt på gaderne og på sæbekassebilsbanen, lege Lille Virgil for en dag i hans hønsehus, cykle på ethjulet cykel eller prøve at trylle nogle forældre væk i Cirkus Benitos cirkustelt. I kan klatre i æbletræer og over stakitter, fare vild i labyrinten og se et ægte gammelt børneværelse i den nyåbnede station. Som noget helt nyt i år er der kommet et cykelværksted, hvor I kan reparere cykler, og vi har også gjort haverne bag minihusene ekstra fine – helt til ære for jer, står der altså i pressemeddelelsen.
- Nogle forfatterskaber bliver aldrig rigtig for gamle, og Ole Lund Kirkegaards er et supergodt eksempel. Men i år er han jo særligt aktuel på grund af den nye bog Kalle og Kaptajn Skipper, siger Peter Darger, museumschef på Frilandsmuseet.
Ny bog af døtrene
Den nye bog i Ole Lund Kirkegaards forfatterskab er færdiggjort af en af hans to døtre, Nana Kirkegaard, som museet også var i dialog med, da man skabte Frøsnapperbyen. Hende kan børn og voksne opleve hver dag klokken 11.45 fra 13. til 22. juli, når hun optræder med sine populære børnekoncerter Skrallebang på markedspladsen i Frøsnapperbyen.
Der vil i det hele taget være masser af underholdning for både store og små. Traditionen tro kan gæsterne opleve Ole Lund Kirkegaards klassikere folde sig ud som teater mellem husene i Frøsnapperbyen.
- Tag for eksempel plads på forreste række, når Orla Frøsnapper terroriserer de andre børn i byen, Næsehornet Otto bliver tegnet til live, og vi fejrer Carl-Emils fødselsdag. Ole Lund Kirkegaards historier om fantasifulde børn, der sammen går deres egne veje og måske udfordrer de voksnes grænser, kan inspirere os i mange situationer – også som voksne. De minder os om, at vi nogle gange skal slippe tøjlerne lidt, huske at lege og måske også komme lidt på afveje, slutter Peter Darger.