Onsdag 12. august klokken 20.03 kan man opleve en solformørkelse over Danmark, hvor Månen dækker mere end 80 procent af Solen. Greve Gymnasium inviterer derfor alle interesserede til at møde op på skolens parkeringsplads for at følge den usædvanlige begivenhed.
Formørkelsen begynder omkring klokken 19.00 og når sit højdepunkt ved 20-tiden. Herefter aftager formørkelsen, indtil solen går ned. Greve Gymnasiums Observatorie stiller solteleskoper og solformørkelsesbriller til rådighed, så alle kan se formørkelsen på sikker vis. Astronomielever fra gymnasiet vil hjælpe de fremmødte, så alle får mulighed for at observere solen uden risiko for øjnene.
Gymnasiet anbefaler, at man især kigger med mellem klokken 19.50 og 20.10, hvor formørkelsen topper. Det er helt afgørende at bruge de rette solformørkelsesbriller, understreger arrangørerne.
Solformørkelse af denne størrelse hører til sjældenhederne. Sidste gang over 80 procent af Solen forsvandt bag Månen var 20. marts 2015. Næste gang bliver først 21. juni 2039. Skal man opleve en total solformørkelse, hvor hele Solen er dækket, må man væbne sig med tålmodighed, for først i 2142 vil man igen kunne opleve det i Danmark.
Vejret spiller altid en rolle ved astronomiske fænomener, og arrangørerne melder ud på gymnasiets hjemmeside, greve-gym.dk, hvis skyer eller andet tvinger dem til at aflyse.
Solen måler 1.392.000 kilometer i diameter, og Månen blot 3.474 kilometer. Selvom solen er 400 gange større, ligger den også cirka 400 gange længere væk fra Jorden sammenlignet med Månen. Derfor dækker Månen og Solen næsten lige meget af himlen, når man ser det fra Jorden.