38-årige Heidi Kerstein fra Karlslunde kan nu kalde sig forbundsmester, lig med Danmarksmester, i Funktionel Fitness i aldersgruppen 35-39 år.
Med sejren ved de danske forbundsmesterskaber i DM-ugen i Herning har hun samtidig sikret sig en plads ved både Europamesterskaberne i England til august og Verdensmesterskaberne på Aruba til oktober.
Til daglig træner Heidi Kerstein i Sydkystens Gym i Karlslunde, hvor hun også er instruktør. Hun begyndte at træne i centret sidste år, da hun flyttede til Bjæverskov fra Slagelse.
De danske forbundsmesterskaber samler nogle af landets bedste atleter i Funktionel Fitness. Konkurrencen består af en række forskellige fysiske tests, der blandt andet udfordrer udholdenhed, styrke, eksplosivitet, gymnastiske færdigheder og evnen til at kombinere dem på tid.
For Heidi Kerstein er sejren kulminationen på mange års målrettet træning.
- Jeg har dyrket Funktionel Fitness siden 2012 og træner fem-seks gange om ugen. Det betyder utroligt meget for mig. Jeg svømmede på højt niveau som teenager, men efter nogle år uden konkurrencesport fandt jeg CrossFit. Jeg blev hurtigt grebet af fællesskabet, træningen og muligheden for at konkurrere igen, siger hun.
Efter DM-sejren retter Heidi nu blikket mod sommerens EM og VM, hvor hun skal repræsentere Danmark i aldersgruppen 35-39 år.